Passer transportkapaciteten - og hvad koster store afstande?

Du kan beregne dig frem til den rigtige kapacitet på kornvognene. Men pas på store transportafstande - det koster.

Af Michael Højholdt, landskonsulent, Planter & Miljø, Seges. 

I høstarbejdet skal mange arbejdsprocesser spille rigtigt sammen, og det er en kunst for driftlederen at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Det skyldes ikke mindst, at høstarbejdet er så afhængigt af vejret, at dét alene kan trække tæppet væk under god planlægning – og så alligevel måske ikke.

Baseret på erfaring, viden om kapaciteten på de enkelte arbejdsopgaver og med tanke på best/worse case kan man give et bud på, hvordan maskinparken bedst dimensioneres, og hvilken alternativ plan der skal bringes i spil, hvis der indtræder alvorlige forsinkelser.

Hold mejetærskeren kørende

For de bedrifter, der oplagrer egne afgrøder, betyder høstarbejdet, at en længere produktionskæde skal hænge sammen:

Høst, aftømning af mejetærsker til vogne, transport af afgrøder, aflæsning, eventuelt oplag, rensning, tørring og endelig lagring.

Mejetærskeren er den dyreste maskine at holde kørende, og det er for de fleste mere stressende at lade mejetærskeren vente på vogne, end omvendt.

Udgangspunktet ved planlægningen er da typisk også, at mejetærskerkapaciteten skal udnyttes fuld ud - og transporten tilpasses derefter, samt tørring og lagring når det er muligt.

Regn dig frem til behovet

Især ved forpagtning af ekstra arealer langt fra lagre kan det være relevant at regne på, hvor meget fylde-, vente- og transporttid forskellige transportløsninger vil medføre.

Det er lettest gjort, hvis man har erfaringer med kapaciteten på mejetærsker og vogne under sammenlignelige driftsforhold.

I et eksempel har jeg regnet på, hvor stor transportkapacitet der er behov for ved høst i en afstand på henholdvis fem og 15 kilometer fra kornlageret. Jeg har taget udgangspunkt i en korntank på mejetærskeren på otte ton og en høstkapacitet på 25 ton i timen. Jeg har valgt to kornvogne på 16 ton, der er efterspændt en traktor med en gennemsnitshastighed på 25 kilometer i timen - minus fire minutter til aftømning ved mejetærskeren og fem minutter til at læsse af hjemme på gården.

Ved hjælp af disse tal kan man regne sig frem til, at kapaciteten er tilstrækkelig ved fem kilometers afstand til gården, men at mejetærskeren må vente på vognene, når der er 15 kilometer mellem mark og gård.

Faktisk rækker vognenes kapacitet til en afstand på 10,5 kilometer - vel at mærke hvis mejetærskeren holder de 25 ton i timen, og de øvrige forudsætninger ikke ændres.

Store transportomkostninger

Transportafstanden er i det hele taget en tidsluger, som koster tid og penge ved alle kørsler. Det kan illustreres ved at værdisætte transport med traktor til 450 kroner pr. time.

En sammentælling af kørsler og beregning viser så, at fem kilometers transportafstand til en mark på fem hektar koster knap 1.000 kroner pr. hektar i transport, mens de samme transportopgaver koster omkring 500 kroner pr. hektar ved dyrkning af 25 hektar

Ved 15 kilometers afstand er tilsvarende tal cirka 2.800 kroner pr. hektar ved en mark på fem hektar og knap 1.500 kroner ved en mark på 25 hektar.

Med andre ord betyder det, at skal der være god økonomi i at dyrke ekstra jord - for eksempel i form af en forpagtning, skal det være et sammenhængende større areal, så transport af maskiner og afgrøde kan udnyttes på mange hektar, og at det ekstra areal ikke skal ligge for langt fra lagre og øvrige marker.

Tommelfingerreglen er, at tidforbruget nærmer sig 15 minutter pr. hektar pr. kilometer ved dyrkning af mange hektar med salgsafgrøder ved transport med 25 km i timen i gennemsnit.

Faktaboks

Michael Højholdt

  • Michael Højholdt er landskonsulent hos Seges, Skejby
  • Sammen med kollegaen Henning Sjørslev Lyngvig arbejder han bl.a. med beregninger og analyser inden for markbrug og teknik. 

3 gode råd fra konsulenten

  1. Ved forpagtning og køb: Indregn tidsforbrug og omkostninger til transport, når du overvejer køb og forpagtning af jord
  2. Samarbejde: Tænk samarbejde med naboer og vognmænd ved transport til/fra fjerntliggende marker.
  3. Leje: Tilpas transportløsninger og vurdér, om der kan være økonomi i at leje ekstra kapacitet frem for at købe ved spidsbelastninger.

Kapacitet og transport

  • Mejetærskeren er den dyreste maskine i høsten. Undgå ventetid her. 
  • Lange travnsportafstande koster mange penge. Tidsforbruget nærmer sig 15 min. pr. ha pr. km ved dyrkning af mange ha med salgsafgrøder.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle