Avl for kuldstørrelse blandt grisene startede i 1992. Det resulterede i større kuld, men også en højere dødelighed. Derfor blev dette avlsmål i 2004 erstattet af avl for flest mulige levende grise fem dage efter faring, populært kaldet LG5.
Forventningerne med LG5 var at sikre en fortsat fremgang i kuldstørrelse og en samtidig reduktion i dødelighed både ved fødsel og frem til dag 5. Resultaterne er ikke udeblevet. Således er dødeligheden indtil dag 5 i avls- og opformeringsbesætningerne faldet fra 21 og 23 i 2004 for henholdsvis Landrace og Yorkshire til 15,4 og 16,9 i 2010.
Men stigningen i kuldstørrelse hos Landrace og Yorkshire er bibeholdt og har de sidste fem år været på 1,2 grise pr. kuld. I samme periode kan fremgangen i levende grise på dag 5 opgøres til 2,1 gris pr. kuld eller næsten dobbelt så stor som stigningen i kuldstørrelse.
Ændring af avlsmålet til 'levende grise dag 5' er sandsynligvis det stærkeste enkelte tiltag for at reducere pattegrisedødeligheden.
Effekten slår for alvor igennem fra 2008 i avl og opformering, mens det endnu ikke ses i tallene fra produktionsbesætningerne. Og dog er kurven nok ved at knække. Totalt antal døde pattegrise er nemlig faldet fra 24,2 procent i 2009 til 23,9 i 2010.
Da det tager tre-fire år, før de ændrede avlsmål kommer fra avl via opformering til produktionsbesætningerne, kan man forvente, at udviklingen i de kommende år vil fortsætte med mindst samme udvikling som hidtil.
Her er det vigtigt at præcisere, at det vil tage 5 år at realisere de første effekter af et ændret avlsmål, men let 10 år at se en markant forandring. Der skal være avlsfremgang i en årrække, før man opnår et klart resultat. Avl er en langvarig, men sikker proces.
