Pesticidaftale vækker bekymring

EU's Ministerråd holder fast i klimazoner og vil forbyde midler uden risikovurdering. Dansk Landbrug frygter negative konsekvenser for både dansk og europæisk landbrug.

En række meget benyttede svampemidler i landbrug og gartneri, triazol-svampemidlerne, styrer direkte mod et forbud, efter at EU's Ministerråd i denne uge blev enige om en fælles holdning til ny forordning om godkendelse af pesticider.

Det samme gælder aktivstofferne i ukrudtsmidlerne Stomp og Safari, phendimethalin og triflusulfuron samt bejdsemidlet difinoconazol i midlet Dividend.

Ministerrådets forslag skal til efteråret til ny behandling i Europa-Parlamentet. Alligevel er Dansk Landbrug foruroliget over aftalen, som også lægger op til at gennemføre den opdeling i klimazoner, som Dansk Landbrug er stærk modstander af.

"Det, der ligger her, er bekymrende og vil have mange negative konsekvenser," siger Michael Brockenhuus-Schack, viceformand i Dansk Landbrug og formand for Landsudvalget for Planteavl.

Han bakker op om et enkelt punkt i Ministerrådets aftale: Danmark har fået opbakning til, at enkeltlande fortsat skal kunne afvise pesticider, som vurderes at kunne skade sundheden og grundvandet.

"Vi har fuld forståelse for, at vi fra dansk side fastholder vores restriktive godkendelsessystem, så vi kan beskytte vores drikkevandsinteresser," siger Michael Brockenhuus-Schack.

Klimazoner spøger stadig

Ministerrådets aftale betyder, at planerne om at inddele EU's medlemslande i klimazoner fortsat er på bordet.

Dét forslag har Dansk Landbrug længe forsøgt at bekæmpe med næb og kløer, især fordi den danske regering har valgt at placere Danmark i den nordlige klimazone med det mindste marked.

"Det er det værst tænkelige scenarie. Det begrænser vores produktionsmuligheder, fordi det begrænser de midler, der vil være til rådighed. Samtidig vil der være nye og mere skånsomme midler, som ikke vil blive introduceret i den nordlige zone, og det er vi også kede af," siger Michael Brockenhuus-Schack.

Men dertil kommer, at Ministerrådet har lagt op til at indføre nye kriterier for godkendelse af pesticider.

De nye "afskæringskriterier" vil betyde, at en lang række stoffer kan forbydes, hvis de i sig selv er farlige, men uden konkret risikovurdering i sammenhæng med anvendelsen.

Uden risikovurdering

Forbudet vil i givet fald ramme en række udbredte svampe- og ukrudtsmidler og vil få konsekvenser for produktionen og konkurrenceevnen i både dansk og Euro pæisk landbrug.

"Vi har forståelse for, at man fjerner midler fra markedet, som har en meget negativ effekt på sundhed og miljø. Men vi mener, man må foretage en konkret risikovurdering, hvor man vurderer stofferne i forbindelse med den anvendelse og den dosering, de er beregnet til. Det er der ikke lagt op til med de foreslåede afskæringskriterier. Dét betyder jo så, at det i givet fald vil være Euro pæisk landbrug generelt, der bliver begrænset i sin konkurrence," siger Michael Brockenhuus-Schack.

Ministerrådets forslag er ikke endeligt, men skal i sidste fase vedtages af Parlamentet, Kommissionen og Rådet i fællesskab. Derfor skal det nu oversættes i de 27 medlemslande og i løbet af efteråret anden behandles i Europa-Parlamentet, der tidligere har stillet mange ændringsforslag, blandt andet om helt at se bort fra klimazonerne.

Den nye forordning om godkendelse af pesticider ventes tidligst vedtaget til jul.

christensen@landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle