Prøv et træk med Opera i majsen

Opera fra BASF er det eneste godkendte middel til svampebekæmpelse i majs, men erfaringerne er få.

"Prøv et træk med Opera i majsen". Sådan lyder opfordringen fra landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen, VfL, Planteproduktion.

Opera fra BASF er det eneste godkendte middel til svampebekæmpelse i majs. Men der er ikke rigtig nogle erfaringer med midlet. For at blive klogere anbefales det derfor at sprøjte et træk med Opera.

"På den måde kan man se, om der er forskel på, hvor hurtigt bladene visner. Har du flere sorter på ejendommen, så lav et træk i alle sorterne. Tag også gerne et foto af evt. forskelle og giv dem videre til din planteavlskonsulent, så vi kan få samlet nogle erfaringer," siger Ghita C. Nielsen.

Den maksimale dosis er 1,5 liter pr. hektar, men Ghita anbefaler det halve. Midlet må senest anvendes i vækststadie 51, det vil sige, hvor hanblomststand er mærkbar - og det ses nu i de længst fremskredne marker. Anvend 250 til 300 liter pr. hektar og brug f.eks. en 04 (rød) lavdriftsdyse. Et problem er, at symptomerne ofte først kan ses efter stadie 51.

Spændende bliver det at se resultaterne i årets Landsforsøg. I de foregående år er der opnået meget varierende merudbytter.

BASF har i år 40 demomarker landet over, som alle er behandlet med Opera med op mod 1,5 liter pr. hektar.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle