Prisen på forpagtning faldet 1.000-1.500 kr.

De fleste steder ligger niveauet på godt 4.000 kr. pr. hektar.

Priserne på forpagtning er faldet. Det er der enighed om blandt de konsulenter, LandbrugsAvisen har talt med.

Der er også nogenlunde enighed om, at priserne er faldet i størrelsesordenen 1.000 til 1.500 kr. pr. hektar.

Nogle mener, at priserne nu har stabiliseret sig, mens andre mener, de stadig er på vej ned.

Der er også forbavsende stor enighed om, at prisniveauet ligger på godt 4.000 kr. Der er dog enkelte undtagelser, for eksempel på Lolland-Falster, hvor sukkerroerne er med til at trække priserne op.

Rentabilitet nu!

»Der er pres på forpagtningerne. Nu skal der være rentabilitet i det,« siger chefkonsulent Carsten Kragh Paulsen, LRØ. Han vurderer, at prisniveauet falder med 1.000 kr.

»Udbytterne varierer fra 40 til 90 hkg pr. hektar, og derfor ser vi også priser fra 3.500 til 5.000 kr. pr. hektar.«

Der er et særligt problem for de forpagtere, der er bundet af gamle, dyre kontrakter, påpeger Carsten Paulsen. I visse tilfælde har pengeinstitutterne opfordret forpagteren til at prøve at forhandle prisen ned.

Flere overvejer desuden at gå over til at bruge kapitelstaksterne, især ved større forpagtninger.

Tilbage på 2006-niveau

»Priserne er faldet 1.000-1.500 kr. i de sidste halvandet til to år samtidig med kornprisen, men priserne er ikke faldet mere, end at vi nu bare er tilbage på niveauet fra 2006,« siger planteavlskonsulent Jens Bach Andersen, AgriNord.

»Prisen ligger omkring 4.000 kr. plus almindelige støtterettigheder. Der er da nogle, der ligger under 4.000 kr., men andre steder nærmer priserne sig det dobbelte,« siger Jens Bach Andersen, der tror, at priserne har fundet et nyt leje.

En helt tilsvarende melding kommer fra ejendomskonsulent Verner Christensen, Gefion.

Han melder om et prisfald på cirka 1.000 kr. ned til et gennemsnit på 4.000 kr., men med priser fra 3.500 og op til 5.000 kr.

7.000 kr. på Lolland-Falster

På Lolland-Falster er forpagtningspriser på op til 7.000 kr. pr. hektar ikke ualmindelige.

»Niveauet ligger på 5.000-7.000 kr., hvis der for eksempel er en tredjedel med roer. Og prisen er endnu højere, hvis det er en ren roeforpagtning,« forklarer økonomikonsulent Dorthe Errebo.

En afkoblet støtte på over 3.000 kr. pr. hektar for roer og et dækningsbidrag på 13.000 kr. gør, at man kan betale væsentligt mere i forpagtning og stadig få økonomi i det.

Til gengæld er der en tendens til at lave lidt kortere aftaler på Lolland-Falster, hvor de typisk løber mellem et og tre år.

»Der er overraskende mange der vælger en fastpris,« siger Dorthe Errebo.

Priserne skal ned

Økonomikonsulent Bent Sørensen, LandboSyd, regner med en gennemsnitspris i underkanten af 4.000 kr. og et typisk interval på 3.000-4.500 kr. pr. hektar.

»Det er et fald på 1.500 kr. i forhold til for halvandet år siden, men det er stadig mindst 1.000 kr. for meget i forhold til afkastværdien. Den regulære værdi er ikke mere end støtten plus 500 kr.,« siger Bent Sørensen.

Han sammenligner med Frankrig, hvor forpagtningsprisen ligger på 1.000 kr. inklusiv støtte.

Miljøkravene, der var med til at presse priserne op, er i praksis væk nu, og derfor er der stadig et pres nedad, mener han. Landmændene har simpelthen ikke brug for så megen jord mere.

Han peger også på, at den afkoblede støtte er på vej ned på grund af 10 procent graduering.

Falder fortsat

I Landbo Limfjords område er forpagtningspriserne faldet med 1.000-1.500 kr., og tendensen er fortsat faldende, oplyser økonomikonsulent Flemming Pedersen, Landbo Limfjord.

På Salling ligger prisen på 4.000-4.500 kr.

Priserne varierer fra 3.000 kr. for let sandjord syd for Salling til 6.000 kr. for god jord på Mors.

På Fyn er priserne tilsvarende faldet med 1.000-1.500 kr., hvor de har fundet et leje igen på 4.000-4.500 kr.

»Landmændene er blevet meget mere selektive. Før kunne man leje revl og krat ud. Nu skal der være økonomi i det, men hvis størrelse, beliggenhed og arrondering er i orden, kan prisen stadig godt komme op på 5.000 kr.« siger rådgivningschef Lars Andersen, Centrovice.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle