Priser på landbrug igen i takt med huspriser

Landbrug er siden finanskrisen faldet væsentligt mere i pris end huse.

Priserne på landbrugsejendomme, der i en årrække har været helt ude af takt med det øvrige ejendomsmarked, er nu igen tæt på at følge udviklingen for enfamiliehuse.

Det viser Danmarks Statistiks seneste prisindekser for ejendomssalget, der gælder frem til og med fjerde kvartal 2011.

Op gennem 90'erne steg priserne for landbrugsejendomme helt i takt med priserne for enfamiliehuse, og det fortsatte helt frem til 2006.

Da skete der en opbremsning i priserne på enfamiliehuse, mens priserne på landbrugsejendomme fortsatte deres himmelflugt helt frem til finanskrisen. På det tidspunkt var priserne på landbrugsejendomme steget 35 procent mere end enfamiliehusene.

Derefter faldt priserne på begge typer ejendomme brat i de følgende kvartaler.

Prisfaldet for boliger stoppede, men priserne på landbrug fortsatte med at falde, og de er nu så langt nede, at priserne for landbrugsejendomme nu igen nærmer sig udviklingen for enfamiliehuse.

Prisniveauet for begge typer ejendomme er nu faldet til 13-16 procent under niveauet i 2006.

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at huspriserne fortsatte med at falde i februar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle