Private konsulenter: Vi har masser at lave

Flere private landbrugskonsulenter melder om travlhed og mange nye kunder. Tendensen rammer dog ikke det etablerede rådgivningssystem, lyder det.

Private rådgivere melder om stigende arbejdspres blandt andet som følge af flere henvendelser fra banker og fra landmænd, der gerne vil prøve noget nyt. Tendensen påvirker tilsyneladende ikke arbejdsmængden hos landbrugets egne rådgivere.

"Jeg er ved at blive kvalt i arbejde," lyder det fra Tonny Andersen, der er privat kvægrådgiver med firmaet Future Cattle Advice, og om få uger runder sit første år som selvstændig konsulent.

"Der kommer nye kundehenvendelser hver uge, og jeg kører på absolut maksimum. Jeg har arbejde til mindst halvanden mand, og jeg overvejer at ansætte en konsulent mere," siger han.

Men den stigende aktivitet hos de private konsulenter påvirker tilsyneladende ikke aktivitetsniveauet på landbrugets egne rådgivningscentre.

Ifølge direktør Jan Winther, LMO, er der godt gang i alle led af rådgivningsvirksomheden.

"Vi har netop set på indtjeningen på alle vores fagområder. Til dato har vi har ikke mistet kunder i år, og der er ikke nedgang i forhold til vores forventede indtjening," siger han.

Heller ikke i Jysk landbrugsrådgivning har man mærket noget til konkurrencen fra de private konsulenter.

"Det er fint med konkurrence. Det er med til at holde os skarpe, men det er ikke noget, der bider os i haserne," siger direktør Torben Jensen, Jysk Landbrugsrådgivning.

På Djursland har Kurt Skovsted drevet Skovsted Agro i snart fire år, og omsætningen er hvert år steget mellem 20 og 25 procent. Også han erkender de store arbejdsmængder.

"Lige nu er vi to konsulenter. Men jeg må sige nej til så mange nye kunder, at jeg overvejer at ansætte en konsulent mere," siger han og fortsætter:

"Vi rådgiver typisk om økonomi, og vi får flere og flere henvendelser fra både landmænd og banker, som beder os om at gå ind og vurdere eksisterende bedrifter og planlagte udvidelser med nye, friske øjne."

Hurtigt med nye kunder

Lidt længere sydpå i Sorring i Østjylland er Brian Pilgaard næsten lige sprunget ud som privat konsulent. 1. januar startede han egen rådgivningsvirksomhed under navnet Kvægkonsulenten. Og det er gået over forventning:

"Jeg er overrasket over, hvor godt det gået med at få nye kunder. Allerede efter en måned havde jeg halvdelen af de kunder, jeg skal have."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle