Prognose for svinenoteringen sat op

Medio juni er der udarbejdet en ny prisprognose for svinenoteringen.

I forhold til den tidligere prisprognose fra marts er der sket en opskrivning med 25 øre pr. kg både i juli og oktober kvartaler 2012, samt for april kvartal 2013.

Opskrivningen skyldes først og fremmest, at eksporten til markederne uden for EU går godt – og bedre end forventet ved udarbejdelsen af prisprognosen fra marts. Den svage og faldende valutakurs for euro/dkr., der først og fremmest er en konsekvens af krisen i Sydeuropa, betyder, at eksporten af svinekød til markederne i fjernøsten sker til konkurrencedygtige priser. Samtidig er mængderne, der eksporteres fra EU, ganske pæne og lå i første kvartal endda højere end året før. Særligt til Kina/Hongkong har der været en kraftig stigning, men også til de to øvrige store eksportmarkeder, Japan og Rusland, udvikler EU’s eksport sig pænt.

Eksporten af svinekød ud af EU er således med til at sikre en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel på EU-markedet. Hertil kommer, at EU-produktionen af svinekød som forventet ligger lavere end året før, hvilket også giver støtte til noteringen. Den faldende EU-produktion er en konsekvens af fem økonomisk dårlige år for svineproducenterne i EU. Til gengæld er efterspørgslen på EU-markedet noget svag som følge af den økonomiske krise.

Fremadrettet er det ganske svært at vurdere, hvad der sker med produktionen af svin i EU efter 1. januar 2013, hvor de nye EU-krav om løsgående drægtige søer træder i kraft. Men i prognosen er der lidt forsigtigt regnet med en fortsat svagt faldende EU-produktion af svinekød i 2013. Kan eksporten af svinekød ud af EU så samtidig fastholdes nogenlunde på det nuværende niveau, bør der være grundlag for, at noteringen fortsat kan ligge højere end året før.

Som vanligt er der ikke i prognosen indregnet nogen effekt fra eventuelle kommende ændringer i valutakurser.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle