PRRS koster ikke ret meget

Overraskende tal fra VSP

I USA regner man med, at infektion med PRRS koster 35-50 kr. pr. slagtesvin. I Holland er tabet regnet ud til 80 euro (600 kr.) pr. sostiplads. I Danmark blev tabet efter den fejlslagne vaccinationskampagne i 1995/1996 kun opgjort til omkring 100 kr. pr. årsso.

"Vi regner fortsat på tallene, men indtil videre har vi ikke kunnet påvise noget stort økonomisk tab i et stabilt sohold," forklarede produktionsøkonomikonsulent Michael Groes Christiansen, Videncenter for Svineproduktion, på PRRS-workshoppen for nylig.

Denne melding overraskede mange konsulenter og dyrlæger, men på basis af de regnskabstal han hidtil havde haft lejlighed til at studere, kunne han kun påvise et minimalt tab på mellem 15 og 45 kr. pr. årsso.

"Ved slagtesvin er tabet fire til fem kr. pr. slagtesvin," sagde han.

Man kan få et fingerpeg om PRRS-omkostningen ved at se på merprisen for PRRS-frie puljegrise. I perioden 2009-2012 har den ligget mellem 6 og 19 kr. pr. smågris.

En ting er, at PRRS måske ikke giver anledning til store tab, når først soholdet er stabilt, men i den akutte fase er der mange eksempler på endog meget store tab.

"I den akutte fase kan tabet komme helt op på 700 kr. pr. årsso, men med et gennemsnit omkring 260 kr. pr. årsso," forklarede Michael Groes Christiansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle