Prrs-sanerer 1.100 søer for 100.000 kr.

Allan Pedersen fik prrs i sin besætning med 1.100 søer tilbage i 2013. Sygdommen gav kortvarigt store problemer i soholdet og fortsatte derefter på et mindre aggressivt niveau.

Hos smågrisene viste prrs lidt mere tænder.

»Vi så mere mavesår, vægtspredningen blev større og dødeligheden steg«, fortæller Allan Pedersen.

Derfor aftalte han i 2016 en sanering med sin daværende dyrlæge. Forud var soholdet blitz-vaccineret mod prrs to gange.

Uheldigvis slap besætningen ikke af med prrs i 2016.

»Vi var ikke gode nok til at holde styr på den interne smittebeskyttelse«, lyder hans vurdering af, hvorfor de ikke slap af med sygdommen.

Da Kristian Viekilde kom til som dyrlæge i februar 2017, blev saneringsplanen igen trukket frem.

»Blodprøver viste, at soholdet var stabilt, og fravænnede negative smågrise. Derimod var en buffersektion og de ældste smågrise positive«, fortæller Kristian Viekilde.

Han vurderer, at der var to årsager til, at prrs ikke var faldet til ro: Dels for stor sammenblanding i buffersektionen, dels for ringe intern smittebeskyttelse i klimastalden.

Sanering igen

Med de friske blodprøver på bordet bliver der atter taget beslutning om sanering.

Rent praktisk blev fire ting ændret: 1. Buffersektionen blev ændret til alt ind/alt drift. 2. Der blev skabt et hul i smågrisestalden ved at flytte nogle ugehold til de to andre sites med smågrise. 3. Der blev opsat en trævæg i korridoren ved de otte klimastalde. På den ene side gik nyfravænnede og negative grise. På den anden side gik ældre og positive grise. 4. Der blev strammet op omkring kanyleskift og skift af tøj og støvler.

Dyrlægen understreger, at en sanering meget handler om psykologi.

»Medarbejderne skal kunne overskue processen, skal have besked om, hvad der skal ske, og hvad de skal gøre anderledes«, fastslår han.

Med ovennævnte fire ting på plads og alle medarbejdere godt instrueret blev prrs presset væk fra soejendommen på under fire uger.

Udviklingen følges undervejs nøje med blodprøver, og alt tyder på, at soholdet er fri. Nu kommer turen til at sanere de to andre sites. Det sker mere traditionelt med at tømme dem på skift.

Herefter resterer kun et site, hvor der går slagtesvin og resten af de overflyttede smågrise.

Besætningen er blodprøvet i februar 2018 og skal blodprøves igen i august, men alt tyder på, at prrs er væk fra soholdet.

Allerede i dag mærker Allan Pedersen en klar forskel i smågrisestalden.

»Tilvæksten er nok steget 50 gram, vi har mindre vægtspredning og færre mavesår. Jeg skønner, at dødeligheden er halveret til omkring halvanden procen«, lyder det.

Når saneringen er helt gennemført på alle sites, tager ejer og dyrlæge yderligere stilling til, om vaccination mod pcv2 kan undværes.

»Vi bruger 350.000 kr. årligt på vaccinationen. Det vil være rart at kunne spare det beløb«, siger Allan Pedersen.

Erfaring

Allan Pedersen opfordrer gerne andre til at sanere for prrs.

»Det er ikke så vanskeligt, men skab gerne et hul i produktionen f.eks. ved at sælge to hold fravænningsgrise. Det gør det hele meget lettere og øger chancen for succes«, siger han.

Dyrlæge Kristian Viekilde påpeger, at en sanering er en rigtig god investering.

»Ingen andre steder får man så stor gevinst for en investering på 100.00 kr.« siger han.

Dyrlægen tilføjer, at en sanering også er et vigtigt trin i retning af et lavere forbrug af antibiotika.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle