Tvungne randzoner har været stærkt forhadte i landbruget og været med til at forringe konkurrenceevnen.
Tvang er ikke vejen frem, hvis man skal have landmænd til at holde af nye tiltag. Det viser randzonerne med al tydelighed. Landbruget har ikke forsømt en chance for at fortælle, hvordan de griber forstyrrende ind i harmoniarealer og pisker landmænd til at skulle købe mere foder eller leje erstatningsarealer. Det viste sig også at være et stort problem at afgøre, hvor de skulle ligge. Landmændene kunne ikke få klart svar fra kommunerne, hvis de var i tvivl.
I 2012 regnede Seges ud, at randzonerne vil koste landmændene i størrelsesordenen 2.900 til 8.700 kr. pr. hektar randzone, hvis man dyrker vinterhvede. Og det, selv om man regner med et udbytte i randzonen, der kun er 90 procent af gennemsnitsudbyttet. Randzonerne blev forvandlet fra at give indtægter til at være udgiftskrævende. Ifølge budgetterne ville det koste 500 kr. årligt at slå dem.
Samtidig var det en torn i øjet på mange landmænd, at offentligheden pludselig måtte færdes i randzonerne - på landmændenes private ejendom. Allerværst for landmændene var måske, at der blev sået stærk tvivl om, hvor stor miljøeffekt randzonerne overhovedet har, for hvorfor få byrder, hvis de ikke giver en sikker effekt.
Samlet set vil den afskaffelse af randzonerne, som miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) nu har taget det første skridt til, øge landbrugets indtjening med 137 mio. kr. årligt og redde landbrugsjord til en værdi af 3,8 mia. kr. Og det er, når man regner med de 25.000 hektar, der kræves i dag. Oprindeligt var kravet 50.000 hektar.
