Markdesorientering af konsulent Jakob F. Kjærsgaard, Gefion

Sojaprisen på Chicago er stadigvæk i teknisk nedtrend presset af store lagre og den almene forventning om, at Sydamerika igen vil levere en rekordproduktion til foråret. Den stigende dollar presser også prisen men medvirker til, at prisfaldet kun slår beskedent igennem på det danske marked.

Jo, det tegner lyst for sojaforsyningen. I hvert fald lige indtil vejrguderne bestemmer sig for det modsatte. Selvom de globale lagre er rekordstore, er virkeligheden også, at det globale forbrug er så stort (og stigende), at vi med sikkerhed ikke kan fastholde den nuværende lave sojapris, hvis den sydamerikanske produktion løber ind i betydende modgang.

Vi er stadigvæk tidligt i vækstsæsonen dernede, men derfor er det alligevel værd at bemærke, at såningen i Brasiliens dominerende soja-område, Mato Grosso, er en måned forsinket grundet for tørre forhold, og ligeledes at såningen i Argentina har fået den langsomste start i 10 år som følge af regnfuldt vejr. Begge steder er den igangværende El Niño en væsentlig del af årsagen og understreger, at godt afgrødevejr ikke må tages for givet.

Den nyvalgte argentinske præsident vil nu kun reducere eksportafgiften på soja fra 35 til 30 pct., hvilket mindsker sandsynligheden for en argentinsk flodbølge af soja ud på verdensmarkedet.

 

Køb soja

Jeg mener fortsat, det er økonomisk attraktivt at udnytte det nuværende prisniveau til at få forbruget dækket frem til efteråret 2016. Afhængigt af geografisk beliggenhed kan det gøres til omkring 270-275 kr/hkg. Selvom der har været tale om faldende sojapriser de sidste tre måneder, er det et faktum, at denne pris stort set ikke har ændret sig. Prisfaldet er nemlig knyttet til Chicago - ikke til det danske marked grundet dollarstyrkelsen.

 

Raps-markedet

Rapsen er igen inde i en stærk periode og er brudt op over pristoppene fra forrige måned. Vi skal nu tilbage til 1. juli for at finde en højere pris for raps, som tillige er den hidtidige toppris for 2015-høsten.

Vi kommer ikke uden om, at de grundliggende forhold er støttende for rapsprisen. Dels er de globale rapslagre de laveste i 13 år, dels har de nye afgrøder til høst 2016 flere steder ikke fået nogen superstart. Det gælder fx England og ikke mindst Ukraine. Senest meldes om meget dårlige udsigter for den indiske rapsavl grundet El Niño baseret på tørke og hedebølge. Indien er storforbruger af vegetabilske olier og står for over 20 pct. af importen på verdensplan. Vi kan dermed føje Indien til listen over prisstøttende parametre.

Senest har Oil World meddelt, at den igangværende El Niño vil gå betydeligt ud over produktionen af palmeolie i Østasien. De mener, at det kan sende palmeolieprisen op med 30-35 pct. i 2016, og holder det stik, vil det trække rapsen i samme retning. KornBasens anbefaling er fortsat at afvente rapssalg. En salgsanbefaling kan blive udløst, hvis prisen når den hidtidige top i 400 euro – og her bliver afvist. Aktuelt ligger prisen på 385 euro.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle