Regnefejl og regler udskyder stort miljøprojekt

Beskyttet natur står bl.a. i vejen for vådområde.

Det er ikke bare sådan lige at få godkendt et næsten 400 ha stort vådområde.

Især ikke, når det skal placeres oven i både paragraf 3-arealer og særligt beskyttet Natura 2000-natur.

Det forklarer biolog Flemming Kofoed fra Skive Kommune.

Selv om vådområdeprojektet Skive-Karup Å en gang har fået bevilget 69 mio. kr., skal processen gå om.

Det skyldes en regnefejl, som Miljøstyrelsen sidste år konstaterede, og som har betydet, at Skive Kommune har måttet lave miljøregnskabet om.

Da den rettede fejl gør projektet billigere, skal der desuden indsendes et korrigeret budget til Landbrugsstyrelsen, der administrerer EU-midlerne.

Derudover venter stadig en offentlig høring, ligesom Vejdirektoratet har gjort opmærksom på, at der skal laves særlige foranstaltninger ved en bro, der går gennem området.

Optimistisk biolog

Vigtigst er dog lige nu at få afklaret, hvad der er for natur i området, og hvordan man kan lave løsninger som f.eks. erstatningsnatur andre steder.

»Vi håber, at vi har fået afklaret de naturmæssige forhold i området i år, hvorefter vi kan indsende et projektforslag til Miljøstyrelsen«, siger Flemming Kofoed.

Hvornår forventer I at kunne stikke spaden i jorden?

»Det tør jeg ikke sige«.

Kan den beskyttede natur bremse hele projektet?

»Det er klart, at vi skal have fundet nogle løsninger, og det findes der ikke fortilfælde for ved vådområder. Men jeg er optimistisk, for der er et stærkt ønske om, at det skal blive til noget, og så tror jeg på, at vi kan finde løsningerne«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle