Rift om den syvende plads

Økologer kan true Familielandbrugets placering i Landbrugsraadets kommende bestyrelse.

Hvem skal være Dansk Landbrugs syvende mand i Landbrugsraadets nye bestyrelse?

Det spørgsmål er allerede aktuelt, selvom forslaget fra Landbrugsraadets præsidium endnu ikke er behandlet, endsige vedtaget af Landbrugsraadets medlemmer.

Ifølge præsidiets oplæg tegner Dansk Landbrug sig for syv pladser i Landbrugsraadets bestyrelse. Heraf er de seks allerede "reserveret": De fire formænd, Peter Gæmelke, Henrik Høegh, Gert Karkov og Ib W. Jensen, er alle selvskrevne. Det samme er ifølge oplægget formændene for Dansk Svineproduktion og Dansk Kvæg, Lindhardt B. Nielsen og Peder Philipp.

Det efterlader kun den sidste og syvende plads åben for diskussion. Det bekræfter Peter Gæmelke, formand for Dansk Landbrug:

"Som det ser ud lige nu, er der én plads, der er åben for andre ting. Hvordan den skal besættes, er det op til bestyrelsen at diskutere."

Økolog eller Steenholdt

Peter Gæmelke har dermed ikke givet næstformand i Familielandbrugssektionen, Sven-Aage Steenholdt, nogen garanti for, at han "følger med" fra ØP-udvalget over i den eventuelle nye bestyrelse for Landbrugsraadet.

Samtidig har Gert Holst-Hansen, formand for Dansk Landbrugs Økologiudvalg, åbent lagt billet ind på posten. Det samme har Økologisk Landsforening, der har status som A-medlem af Landbrugsraadet.

Det er dog et åbent spørgsmål, om Økologisk Landsforenings indgang i givet fald er via Raadets primærside eller via branche-virksomhedssiden.

Ifølge Landbrugsraadets vicepræsident, Bent Claudi Lassen, er foreningen en organisation, der rummer begge sider - men med overvægt til primærsiden.

"Økologisk Landsforening har en speciel opbygning, der gør, at både primær- og branchesiden er samlet i ét forum - men dog oftest med udgangspunkt i det primære," siger han.

Bent Claudi Lassen vil dog ikke lægge sig fast på, hvor, hvordan og via hvem han mener, økologerne i fremtiden skal være repræsenteret i Landbrugsraadet.

"Men der er ingen tvivl om, at økologien både bliver og i fremtiden skal tages alvorligt," siger Bent Claudi Lassen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sven-Aage Steenholdt eller Ib W. Jensen, Familielandbrugssektionen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle