Robotter slippes løs på ukrudtet

Små selvkørende robotter kører rundt på marken. De har video-kameraer, der "får øje" på ukrudtsplanterne. Hver enkelt ukrudtsplante rammes derefter med et par dråber sprøjtevæske.

Denne, og andre spændende metoder til præcisionsbekæmpelse af ukrudt, blev omtalt på et seminar om højteknologisk plantebeskyttelse i sidste uge i Herning.

På Forskningscenter Bygholm er man allerede i fuld gang med at udvikle og afprøve de selvkørende såkaldte "micro sprayer"-robotter, fortalte forskningsdirektør Svend Christensen, Forskningscenter Bygholm.

Men der findes også andre teknologier til præcisionsbekæmpelse af ukrudt.

"For eksempel er Kverneland i gang med at udvikle Cerberus-teknologien. Det er et udstyr, der kan monteres på traditionelle marksprøjter," oplyste Svend Christensen.

Cerberus består af en bom med kameraer, der udfører billedanalyse. Når man overkører et område af marken med ukrudt, giver billed-analyseprogrammet "real-time" besked om, at styresystemet skal åbne for dyserne.

"Den teknik, der betegnes direkte dysekontrol, kan reducere behandlingsindekset fra 1 til for eksempel kun 0,06. Den enorme besparelse af det aktive middel skyldes, at dyserne kun er aktive, når sprøjten overkører områder med ukrudt. Man undgår dermed at sprøjte de områder af marken, hvor der ikke er ukrudt af betydning. Det er ofte størstedelen af arealet," sagde Svend Christensen.

Den danske "micro sprayer"-teknologi, der er baseret på selvkørende robotter, kan nedbringe behandlingsindekset endnu mere.

Svend Christensen oplyste også, at Forskningscenter Bygholm og danske Hardi International samarbejder om at udvikle ny teknologi til præcisionssprøjtning ved hjælp af kameraer med billedanalyse. Han kom ikke nærmere ind på, hvordan denne danskudviklede prototype virker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle