Royale i Rom rykker for Randers

Gode kunder fik VIP-behandlingen, og kimen til nye relationer blev lagt, da Landbrug & Fødevarer i sidste uge var medarrangør af eksportfremstød i Rom.

Da Asger Krogsgaard torsdag i sidste uge vendte hjem efter to hektiske dage på eksportfremstød i Rom, var det med en god mavefornemmelse som næstformand i Landbrug & Fødevarer og repræsentant for fødevareproducenterne.

Landbruget og fødevarebranchens del af et stort eksportfremstød med kronprinseparret i spidsen var forløbet som planlagt, og tilbagemeldingerne fra de deltagende virksomheder var positive.

»Når jeg gør turen op, er vi lykkedes med de to opgaver, som vi har. Vi har fået udbygget og cementeret det gode forhold til eksisterende kunder, så vi kan holde fast i den eksport på 6,6 mia. kr., som fødevaresektoren har til Italien. Samtidig har vi åbnet nogle døre for virksomheder, som først skal til at gå i gang på det italienske marked. De har fået etableret noget netværk og fået kontakter, de kan arbejde videre med«, fortæller Asger Krogsgaard, som roser den danske ambassade for at have fundet gode kundeemner til fremstødet.

»Ambassaden havde gjort en rigtig fin indsats og fået fat i nogle interessante virksomheder, som der kan være gode muligheder i for nogle af de 15 danske virksomheder, som var med. I det hele taget er samarbejdet med myndigheder og udenrigstjenesten rigtig godt, og det hjælper os meget, når vi laver eksportfremstød. Det styrker vores troværdighed, at de bekræfter, hvad vi som branche står for omkring fødevaresikkerhed og sporbarhed i den danske produktion«, siger næstformanden.

Han har deltaget i mange eksportfremstød, men når kongehuset er repræsenteret som i Rom, giver det altid besøgende en ekstra dimension.

»De kongelige yder altid 110 procent, når de er med i nogle af vores seminarer og virksomhedsbesøg på sådan et fremstød. Kronprinseparret er utroligt opmærksomt og interesseret, og deres tilstedeværelse gør selvfølgelig, at fremstødet i Rom fik mere interesse, bl.a. fra medierne. Når man har oplevet kongehuset ude på den slags opgaver, kan man kun have kæmpe respekt for deres indsats«, understreger Asger Krogsgaard.

Mens han er garvet deltager i eksportfremstød, var det første gang for Peter Snedker, der er salgsansvarlig for Danish Crown i Italien. Han havde valgt at invitere seks af sine bedste kunder med som Danish Crowns gæster.

»Det gjorde vi for at give dem en lidt ekstraordinær oplevelse, ’The Royal Treatment’, så at sige. Og også for at give dem et lidt dybere indblik i, hvad vi generelt står for i Danmark, når det handler om fødevarer. Kunderne fortæller mig bagefter, at de har været meget glade for at være med, så det er helt klart en succes for os. Vi sælger ikke mere på dag ét af at være med, men arrangementet har helt sikkert været med til at bekræfte de gode relationer og yderligere vise kunderne, hvad Danmark kan«, siger Peter Snedker.

Som førstegangsdeltager i et eksportfremstød er han imponeret af professionalismen og niveauet.

»Det var flotte rammer, gode debatter og netværksarrangementer, og kronprinseparret er utroligt dygtige. Der var samtidig virkeligt styr på tingene, og det kan man kun blive imponeret af. Det er altså ikke tit, man ser et arrangement i Rom, hvor tingene bare sker på minuttet«, lyder det fra Peter Snedker.

Faktaboks

Eksport-succes: 

  1. 15 lande: I 15 lande var L&F arrangør eller medarrangør af eksportfremstød i 2018. 
  2. 166 milliarder: Så stor var eksporten fra fødevareklyngen i 2017. Den skal gerne vokse. 
  3. Omskifteligt: Med boykots, Brexit og usikre handelsaftaler skal L&F konstant finde nye afsætningsmuligheder for danske fødevarer.
  4. Værdsatte: Heldigvis anerkender udenlandske forbrugere danske fødevarers høje kvalitet. Det kunne vi se i Landbrug & Fødevarers kampagnefilm fra ’Noget af det bedste i verden’. Her så vi dansk salat i Italien, dansk grisekød i Japan og dansk ost i USA.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle