Prognosen for noteringen bygger på en række tendenser i markedet, der bestemmer udbud og efterspørgsel for svinekød. Men der er altid chance eller risiko for, at uforudsete faktorer giver et andet resultat end prognosen.

For få måneder siden var der positive forventninger til det russiske marked i forbindelse med landets kommende medlemskab af WTO. Men aktuelt giver det russiske marked anledning til bekymring. Bekymringen går på, om Rusland gør alvor af sine trusler om at lukke for al import af kød fra EU. Bliver Danmark sammen med de øvrige EU lande ramt af en russisk lukning, kan noteringen blive betydeligt lavere end forventet i prognosen.

I første omgang har Rusland meddelt, at de fra 20. marts indfører forbud mod import af såvel kvæg og svin som får fra EU - dog undtaget avlsdyr. Endvidere truer russerne som sagt med et forbud mod kød fra EU. Endnu er der dog ikke sat dato for, hvornår denne sidste trussel i givet fald træder i kraft, og om truslen retter sig mod alle EU-lande.

De veterinære myndigheder i Rusland begrunder truslerne med, at EUs kontrolsystemer i forbindelse med eksport af kød til Rusland tilsyneladende ikke er i orden. Ifølge russerne har man fundet fejl i certifikater m.v. i importen af levende dyr og kød fra EU. Konkret har de russiske myndigheder nævnt Tyskland og Estland som lande, hvor man har konstateret gentagne brud på sikkerhedsgarantier.

Noget, der til gengæld kan få noteringen højere end prognosen, er en vejrmæssigt rigtig god sommer i Nordeuropa. Traditionelt er sommermånederne en periode med lave slagtninger. Og får vi en varm sommer, kan dette blive yderligere forstærket. Når man hertil lægger, at Polen aftager et stigende antal smågrise, samtidig med at flere tyske slagterier med Tönnies i spidsen planlægger en udvidelse af slagtekapaciteten, så er forudsætningerne til stede for en mulig kamp om svinene på det tyske marked til sommer. Og i Tyskland udkæmpes en sådan krig på prisen. Tyske slagterier har tidligere været vant til at køre med røde tal i perioder.

De danske slagterier har på det seneste fået en del kritik for nu i en række uger at have givet en afregningspris, der ligger i underkanten af tysk afregning.

Argumentet fra kritikerne er, at hvis ikke den danske afregning mere end matcher tysk afregning, vil man yderligere stimulere den i forvejen stigende eksport af smågrise.

Jeg skal ikke underkende, at der kan være en del psykologi forbundet med det nuværende niveau på noteringen. Men det, der for alvor må betyde noget for køberne af puljegrise, er vel de forventede slagtesvinepriser om tre måneder. Og hvis slagterierne sætter noteringen højere nu, må det nødvendigvis gå ud over prisen på et senere tidspunkt.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle