Russisk svinestop stadig uden løsning

Der er desværre endnu ikke fundet nogen løsning i forhandlingerne mellem EU-Kommissionen og Rusland om det russiske forbud mod import af svinekød fra EU. Men begge parter har dog tilsyneladende blødt lidt op på retorikken de seneste uger.

Fra russisk side er man begyndt at medtage Tyskland blandt de EU-lande, man er parat til at åbne for. Tidligere var kravet et importforbud fra alle lande med grænser til Polen.

Og ifølge de russiske veterinærmyndigheder har EU senest tilbudt Rusland en løsning, hvor der åbnes for alle EU-lande bortset fra Polen og Litauen. Tidligere var EU’s holdning, at kun de svinepestberørte områder i Polen og Litauen skulle være udelukket. Det nye udspil fra EU-Kommissionen giver også god mening, da det svarer til reaktionen fra en række øvrige importørlande som Japan, Kina og Sydkorea, der har stoppet al import af svinekød fra Polen og Litauen. Desværre har Rusland tilsyneladende indtil videre afvist det nye EU-udspil.

PEDV i USA

I USA har antallet af nye tilfælde med svinesygdommen PEDV tilsyneladende toppet i denne omgang. Hvor der i februar var ca. 300 nye smittede besætninger om ugen, er tallet nu faldet til under 200.

Direktøren for verdens dyresundhedsorganisation OIE, Bernhard Vallat, har da også udtalt, at det er hans forventning, at PEDV i USA vil stilne af inden årets udgang. Ligesom for andre sygdomme regner han med, at man løbende bliver bedre i stand til at stoppe udbredelsen, efterhånden som man får mere viden om smittevejene. Og han tror, at sygdommen vil flade ud, efter den første bølge ramte en ”uberørt” amerikansk svinebestand, der ikke tidligere har haft sygdommen og derfor var uden antistoffer over for den.

Men at det ikke bliver helt let at slippe af med PEDV blev for alvor slået fast, da det efterfølgende er kommet frem, at en svinebesætning i Indiana er blevet reinficeret med den samme type PEDV-virus, som den var sluppet af med et år tidligere.

Ny prognose for notering uændret

Medio juni er der udarbejdet en ny prisprognose for noteringen for svin.

Siden sidste prognose fra ultimo april er der ikke kommet afgørende nye markedsinformationer, som giver grundlag for at ændre i den hidtidige prognose. Det er fortsat i prognosen forudsat, at det russiske marked vil være lukket for alt svinekød fra EU herunder Danmark. Skulle det russiske marked igen blive åbnet, kan der forventes et noget højere prisniveau end i prognosen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle