Så nøjagtigt bliver dit korn analyseret, før du får din afregning

Der er ikke overladt noget til tilfældighederne, når kornets kvalitet bliver vurderet på DLGs laboratorium i Odense. Her analyseres prøver fra hvert eneste læs korn på Fyn, Sjælland og det øvrige Østdanmark. Undervejs tages der masser af billeder.

Seks billeder af hver eneste kerne!

Lyder det overdrevet? Det er det ikke - i hvert fald ikke når det angår analyse af maltbyg.

Det er afgørende for kvaliteten - og dermed afregningen - at der ikke er for mange knækkede kerner i maltbyg. Og en ny maskine på DLGs laboratorium i Odense analyserer altså de knækkede kerner ved at tage seks billeder af hver kerne i de to kilo prøver, der tages af hvert eneste læs korn.

Før var den opgave overladt til en visuel bedømmelse. Nu er den blevet endnu mere sikker.

»Vi har lært maskinen at se forskel på hele og knækkede kerner«, fortæller Ida Hansen, laborant og leder af laboratoriet.

Hun har selv været med til at udvikle apparatet og forresten arbejdet på laboratoriet i 41 år.

Men laboratoriet kan meget mere end det. I øjeblikket arbejder de 33 ansatte formentlig i treholdsskift døgnet rundt. I ugens løb ryddede de op for at gøre klar til det store rykind af prøver, som helt sikkert er på vej.

I brødkornet bliver faldtallet - et udtryk for melets evne til at hæve - målt. Og så skal renheden og fugtighed af kornet selvfølgelig måles.

Rapsens indhold af især protein er også afgørende. En anden maskine klarer den operation.

På store dage ankommer der en hel lastbilfuld med prøver pakket i to-kilos poser. Så skal der arbejdes hurtigt. Mekaniseringen af analyserne har øget tempoet - og sikkerheden.

Prøverne opbevares i en måned for at eventuelle klager over analysen kan genbehandles.

»Men vi har meget få klager«, understreger Ida Hansen.

Maskinerne kalibreres flere gange årligt, blandt andet ved at blive sammenlignet med andre laboratorier i Danmark og i udlandet.

»Det betyder, at analysen er ens hos alle grovvareselskaber«, understreger Ida Hansen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle