Sådan bliver landbrugsreformen

Regeringen har besluttet sig for den danske version af landbrugsreformen: Hektargrænsen for landbrugsstøtte hæves fra to til fem hektar, og grønne krav kan opfyldes med efterafgrøder og randzoner.

EUs landbrugsreform, der løber frem til 2020, er nu i store træk klar til at blive gennemført i Danmark: Regeringen besluttede i denne uge, hvordan de knap syv mia. kr., som landbrugsstøtten beløber sig til, skal fordeles i Danmark.

Beslutningen betyder, at fordelingen af støtte i Danmark kun ændres marginalt.

Præcis hvor lidt vides endnu ikke, men der bliver ikke tale om, at de høje betalingsrettigheder, som historiske kvægpræmier har udløst, bliver »smurt ud« på alle rettigheder.

Hektargrænse hæves

Hektargrænsen for at få landbrugsstøtte hæves fra to til fem hektar, har regeringen besluttet.

Og de »grønne krav«, som 30 pct. af landbrugsstøtten bliver gjort betinget af fra 2015, er udformet, så de danske efterafgrøder kan bruges til at opfylde dem.

Desuden bliver der indført en støtteordning for unge nyetablerede landmænd, som på etableringstidspunktet er højst 40 år (med loft på 45.000 kr. om året i fem år).

»Vi har lagt vægt på enkle regler og på at anerkende den miljøindsats, som erhvervet allerede laver, i vores indførelse af reformen,« siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Modulation ikke besluttet

Regeringen har endnu ikke besluttet, om Danmark skal benytte sig af den nye mulighed for at overføre op til 15 pct. af den direkte støtte til landdistriktsområdet.

Beslutningen skal træffes inden 1. august, hvor EU-Kommissionen skal have besked.

Fødevareminister Dan Jørgensen har tidligere sagt, at beslutningen hænger sammen med udmøntningen af Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger.

NaturErhvervstyrelsen har heller ikke besluttet endnu, om der skal indføres en ny, koblet kvægpræmie.

Styrelsen forventer, at der kommer en afklaring i februar-marts.

»Grundbetaling«

Fra 1. januar 2015 - 2020 erstattes den nuværende »Enkeltbetaling« af en »Grundbetaling« samt betaling for at overholde tre grønne krav.

Den samlede landbrugsstøtte skrumper i perioden ind til ca. 6,6 mia. kr. i 2020.

I Landbrug & Fødevarer glæder Martin Merrild sig over, at Fødevareministeriet har valgt at bevare sektorbalancen i landbruget, så alle rammes ligeligt af det skrumpende landbrugsbudget.

Han glæder sig også over, at efterafgrøderne tæller med som miljøfokusareal men beklager, at levende hegn og småbiotoper ikke gør.

Landbrug & Fødevarer kritiserer desuden, at hektarkravet hæves fra to til fem hektar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle