Søges: Formand med styr på det hele

Efter 7 år med Åke Hantoft i spidsen for Arla skal der fra juli en ny mand eller kvinde på posten. En post, der af eksperter vurderes til at kræve en regulær ekspert.

Endnu er der ikke sat navn på, hvem der skal efterfølge formand gennem syv år Åke Hantoft og blive den nye topboss i Arla Foods.

Officielt er der endnu ingen kandidater til topposten i mejeriselskabet. Eneste information er, at der foregår en proces, og at ny formand vil blive udnævnt ’i god tid før 2. juli’, når Åke Hantoft træder tilbage.

En ting kan dog siges: Der venter den nye formand noget af en opgave. For jobbeskrivelsen for en formand i en virksomhed af Arlas størrelse er overordentlig kompleks.

»Det er en virkelig tung og svær post«, konstaterer Majken Schultz, professor på Copenhagen Business School med speciale i ledelse og desuden selv medlem af bestyrelserne i Danske Spil, B&O, Realdania og Danish Crown.

Hun vil ikke udtale sig konkret om Arla. Men peger på, at der i de seneste år er sket en udvikling i bestyrelseslokalerne.

»Bestyrelsens opgaver har ændret sig og er blevet bredere. Man har flyttet sig fra at lave kontrol og se budgetter til også at være orienteret omkring strategi og forretningsudvikling og governance«, siger hun og tilføjer ord som markedsforståelse og geopolitisk forståelse.

Derudover er formanden et afgørende bindeled mellem alle virksomhedens mange interessenter fra ledelse til ejere, fra kunder til medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, påpeger professor emeritus på Sveriges Landbrugsuniversitet SLU Jerker Nilsson.

»Han eller hun skal have diplomatisk evne. Det er det vigtigste«, konstaterer han.

Kompetencer er alt

Kort før Åke Hantoft sidste år meldte, at han satte gården til salg, satte han gang i et større arbejde omkring kompetencer i bestyrelsen.

Til arbejdet er hyret det britiske konsulenthus Spencer Stuart. Målet er at sikre, at bestyrelsen har folk med kompetencer inden for alle områder - ledelse, risikostyring, finansiering, jura, kommunikation, markedsforhold, logistik, digitalisering, for bare at nævne et udpluk.

Kan bestyrelsen ikke stille med folk på alle de væsentligste områder, kan det komme på tale at supplere med eksterne, sådan som det allerede sker i Danish Crown.

Men først skal formanden vælges. Officielt med fokus på kompetencer. Men naturligvis også afhængigt af opbakning fra Arlas valgområder. Formanden skal have flertal.

Størst spænding er der dog om næstformandsposten, hvor de »nye« medlemmer fra UK og Centraleuropa måske forventer at blive repræsenteret og dermed kan udfordre svenskerne på posten.

Nuværende næstformand i Arla, Jan Toft Nørgaard, har i hele processen været meget fåmælt om fremtiden.

»Ingen kommentarer«, lyder det på spørgsmålet, om han er kandidat.

Faktaboks

Sådan vælges Åkes afløser

  • Det er de 15 medlemmer af bestyrelsen i Arla Foods, der vælger den nye formand og næstformand. 
  • Vedtægterne kræver, at formand og næstformand kommer fra hver sit valgområde; altså land. 
  • Formanden aflønnes med tre gange normalt bestyrelseshonorar. I 2013 var det på 1,35 mio. kr. Siden er det reguleret med en årlig procentsats. Hvor meget honoraret er nu, ønsker Arla ikke at oplyse. Den samlede bestyrelsesløn var på 9,7 mio. kr. i 2017.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle