S og V har set lyset i planteprotein - nu skal skinger debat stoppes

Det skal være slut med den skingre debat om animalsk produktion, mener S og V.

Havde jeg nu sagt til Erling på forhånd, at vi efter vores tur ville lave et fælles arrangement for plantebaseret kost, havde han nok sagt, at det måske lige var voldsomt nok«, griner Anders Kronborg, socialdemokratisk landbrugsordfører.

Over for ham nikker Venstres ditto Erling Bonnesen med et grin.

De to ordførere har for at lære hinanden og dansk fødevareproduktion bedre at kende været på turné i sommer.

På turen har svineproducenter, biogasanlæg med mere gjort indtryk, men den store øjenåbner kom i Hedensted hos Organic Plant Protein.

Faktisk i sådan en grad, at det er blevet startskuddet til et slags samarbejde mellem S og V om at bringe debatten om animalsk produktion »ind på midten, hvor den hører til«, som Bonnesen og Kronborg formulerer det.

Konkret udmønter samarbejdet sig i en fælles arrangeret aften i november, hvor alle Folketingets partier er inviteret til plantebaseret buffet og debat med bl.a. Arla og Landbrug & Fødevarer.

Træt af Veganerpartiet

Ifølge ordførerne har hele klimadiskussionen placeret dansk landbrug og fødevareproduktion et uhyre vigtigt tidspunkt i historien.

Og her er der ikke brug for en sort/hvid diskussion om animalsk produktion eller ej, mener de.

»Landbrugets fremtid er på spil, og vi skal tegne fremtiden nu og her. Derfor er det et problem, at diskussionen er blevet unuanceret, når det kommer til animalsk produktion. Det vil vi lave om på og løsne op for«, forklarer Venstres Erling Bonnesen, der bliver suppleret af Anders Kronborg:

»Jeg bliver for eksempel rigtig træt af Veganerpartiet, der stiller sig op og udskammer dygtige, driftige landmænd, som gør deres bedste. De vil helt sikkert også fremme den her debat, men det er bedre, at den kommer ind over midten og bliver nuanceret«.

Ved besøget i Hedensted fik de to politikere øjnene op for, at plantebaseret protein dels smager fint, dels i nogle sammenhænge kan erstatte kød.

»Jeg tror, at mange danskere er klar til at prøve noget nyt og vise noget aktivisme i forhold til klimadagsordenen. Vi kommer ikke til at omlægge til veganisme, men der er større effekt i, at mange gør lidt, end at få gør meget«, siger Anders Kronborg.

Kød eller ej?

Begge er de enige om, at Danmark fortsat skal have en stærk fødevaresektor i vækst.

Mens Erling Bonnesen understreger, at et øget fokus på plantebaseret kost ikke må ske på bekostning af den nuværende animalske produktion i Danmark, er Anders Kronborg ikke helt så bastant.

»Vi ønsker en stor animalsk produktion i Danmark, og vi ønsker ikke, at den grønne ambition må koste arbejdspladser i landbruget«, siger han og fortsætter:

»Men hvordan vi kommer til at ligge på decimalerne, skal man passe på med at melde klart ud i den her debat, for den er ikke nem«.

Erling Bonnesen mener, at der sagtens kan være plads til vækst i både plantebaseret og animalsk produktion, samtidig med at der skal tages klimaudledende produktionsjord ud af drift.

»Man kan sagtens have plads til f.eks. foderkorn og flere hestebønner på markerne i Danmark. Når det kommer til specialafgrøder, sker der en udskiftning, hvor vi f.eks. har set, at sukkerroer er gledet helt ud på Fyn. Det handler om indtjening, og hvis der er efterspørgsel på plantebaserede fødevarer, skal indtjeningen nok komme«, siger han.

Guldægget

Ordførerne holder fast i, at Danmark skal være et udstillingsvindue for resten af verden, når det kommer til grøn fødevareproduktion - både når det gælder svinekød og ærter.

»Vi skal have en bred og varieret fødesektor, hvor vi skal favne, hvis forbrugerne i fremtiden putter lidt flere grøntsager og lidt mindre kød i indkøbskurven«, siger Bonnesen, mens Kronborg runder af:

»Det her kommer heller ikke til at slå lige hårdt igennem i alle dele af landet, men det ville da være tudetosset, at vi politikere skulle slå bremsen i, hvis der her er et guldæg, der kan give mere eksport og flere arbejdspladser«.

Faktaboks

Plantebaseret protein

 

  • Virksomheden Organic Plant Protein, som Anders Kronborg og Erling Bonnesen har besøgt, vil være verdens førende producent af økologisk planteprotein fra ærter og hestebønner.
  • Organic Plant Protein blev stiftet i 2019 af Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen, der for 25 år siden stiftede Hanegal A/S.
  • Virksomhedens fabrik er indrettet i en tidligere svinestald i Hedensted. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle