Sag om døde grise i et fyr ankes

Landmand frikendt for at brænde døde gris af i sit fyr. Fødevarestyrelsen anker sagen.

Fødevarestyrelsen anker en sag mod en landmand, der brændte døde grise af sit fyr. Det melder styrelsen til LandbrugsAvisen, efter landmanden blev frifundet i byretten.

Landmanden, der var for retten i Haderslev, var anklaget for systematisk at have bortskaffet døde søer og slagtesvin ved at smide dem i gårdens halmfyr. Fødevarestyrelsen havde fundet knogler og andre rester af døde grise i halmfyret og i en gyllebeholder, og det satte sagen i gang. I dommen henholdte dommeren sig dog til, at der i en forordning står, at ’kategori 2 materiale skal bortskaffes ved forbrænding uden forudgående forarbejdning’.

Dermed blev landmanden frikendt, hvilket hans forsvarer Erik Berg var godt tilfreds med:

"Det kan være lige så godt at smide den i fyret med det samme, hvis man brænder mange halmballer af hver dag, i stedet for at grisen ligger fra torsdag aften til mandag morgen, hvor Daka kommer og henter den", siger han til JydskeVestkysten.

Fyr var ikke godkendt

Det er man dog helt uenig i hos Fødevarestyrelsen, der som nævnt har anket sagen.

"Reglerne på området er klare. Landmanden har ansvaret for at bortskaffe sine døde grise på en måde, som hindrer spredning af stoffer, som kan være skadelige for både dyr, mennesker og grundvand", siger veterinærchef Signe Hvid-Nielsen fra styrelsen. Hun påpeger, at grisene skal destrueres på anlæg, der er indrettet og godkendt til formålet.

Det handler om, at dyrene skal brændes ved tilstrækkeligt høje temperatuerer. »I den aktuelle sag var landmandens fyr ikke godkendt til destruktion af døde dyr", siger veterinærchefen.

Formand tager afstand

Hos LandboSyd har formand og smågriseproducent Henrik Jessen taget skarpt afstand til sagen.

Han mener, det er helt unødvendigt at brænde grise af i et fyr, da der findes et glimrende system til afhentning og bortskaffelse af døde dyr, der sikrer mod smittefare.

"Ved at aflevere de døde dyr til Daka, har vi også en klimamæssig gevinst ved, at de bliver omdannet til bl.a. biodiesel", påpeger Henrik Jessen over for JydskeVestkysten.

Fødevarestyrelsen afventer nu anklagemyndigheden og har derfor ikke yderligere kommentarer.

Hvornår sagen skal i Landsretten, er endnu uvist.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle