Gennem skønne septemberdage tager vi afsked med en dejlig sommer. En gul rose med store blomster titter ind til mig gennem køkkenvinduet, som om den ville sige: ”Vi er her endnu!” Hver dag kan jeg plukke et par modne figner af busken ved sydgavlen. Den bærer ikke hvert år.
I lørdags cyklede min ven og jeg en skøn tur på stien på den gamle bryrupbane. I Vestjylland var der samtidig skybrud, men vi havde kælen østenvind, og jeg fik mig et hvil på en solvarm bordplade ved stien. Vi drak kaffe på perronen på Vrads station, mens en flok tyske turister myldrede ud af veterantoget.
Høsten kom godt i hus til gavn for bonden og nationaløkonomien. Gennem medierne synes jeg, vi får ekstra mange løftede pegefingre ang. privatøkonomien for tiden. I nyhederne anbefaler politikere os at forbruge mere for at sætte gang i erhvervslivet, mens Sparexperimentet ved hjælp af andre eksperter afslører et lumsk overforbrug. Madspildet i de små hjem får os til at rødme, og boligprogrammer fortæller, at i alt fald køkken og badeværelse skal skiftes ud, før man flytter ind i et nyt hjem. De gode råd og formaninger stritter i alle retninger.
Nu er jeg vist arveligt belastet fra både mødrene og fædrene side mht. økonomisk sans. Min degnefar i den lille skole genbrugte alt ned til rustne søm ved sin høvlebænk. Fra min skoletid mindes jeg lyden af en blyant, som ruller ned ad et skråt bord og havner på gulvet. Den lyd kunne resultere i en reprimande, for blyet inden i det fine produkt fra Viking var sandsynligvis knækket, så blyantens levetid var kortet af, og det var kommunen, der betalte. Dette var ret nyt, og man måtte ikke ”ligge sognet til byrde”. Ak ja, mine ældste søskende lærte at skrive med griffel på sorte tavler, det forklarer en del. Blyantspidser var forbudt, kun fars lommekniv duede.
Mors lille sorte pung med husholdningspengene blev behandlet med ærefrygt, når de kørende, handlende som mælkemand, slagter og bager holdt for døren. Mor var en af tolv i en søskendeflok, så et begreb som madspild fandtes ikke i hendes tilværelse.
I grunden har mit eget liv vist været noget styret af at holde udgifter nede. Der gik vist sport i det, så jeg finder stadig en vis tilfredsstillelse ved at sy lapper på arbejdstøj, og jeg kan stadig stoppe en sok i ny og næ - helt til grin i manges øjne.
I vor tid opstår nye fællesskaber - f.eks. mødregrupper i barselsperioden, hvor man ses jævnligt med babyer og barnevogne. Med stor glæde ser jeg nu mine egne børnebørn gå i brugt tøj, som cirkulerer mellem unge familier. Tendenser bølger frem og tilbage. Deraf kan man lære, at alt gammelt var ikke godt, og alt nyt er ikke dårligt.
