Samson Agro bliver selv eneforhandler

Fremover samler Samson Agro forhandlingen af de kendte grønne vogne i ét selskab

I dag kan man i 28 afdelinger rundt om i landet og købe en gyllevogn fra Samson. Men fremover samler Samson Agro forhandlingen af de kendte grønne vogne i ét selskab, der får eget salgscenter i en nyopført bygning ved Samson Agro A/S i Viborg.

Her får det nye Samson-selskab fra næste år omkring 5.000 kvadratmeter med værksted, lager, showroom og en stor hal til brugte fabriksrenoverede maskiner. Rent formelt samles forhandlingen fra 1. november i salgsselskabet Samson Agrolize A/S. Otte medarbejdere fra Samson-koncernen rykker med over i det nye selskab.

Samson vil selv håndtere hele formarkedet med salg af nye og brugte maskiner, opstart og garantiforpligtelserne.

Udvalgte maskinforhandlere spiller dog fortsat en rolle for Samson Agro. Virksomheden har udvalgt seks forhandlere, der skal være servicecentre. De seks Samson Agrolize Servicepartnere er Hjallerup Maskinforretning, Traktor & Høstspecialisten, J. Hundahl, A. P. Jørgensen, Ringe Maskinforretning og Karl Mertz.

»Markedet udvikler sig i en retning, hvor kunderne ønsker at komme tættere på fabrikanten, og den udvikling har vi i Samson Agro besluttet at følge til dørs. Det gør, at vi simpelthen er nødt til at gå selv på formarkedet. Det vil fremover ske i et tæt samarbejde med seks servicepartnere rundt om i landet. Det er nogle af vores tidligere forhandlere, som nu i stedet bliver servicepartnere og kommer til at tage sig af eftermarkedet,« siger adm. direktør i Samson Agro, Lars Henriksen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle