Jette Jacobsen savnede netværket, da hun havde brug for hjælp og opbakning efter konkursen.
Da først nyheden om den store økologiske malkebesætnings konkurs slap ud, var der flere, der ringede og skrev opmuntrende beskeder til Jette Jacobsen. Hvad der ellers skete i de hektiske dage, efter konkursen var en realitet, står som en tåge, så langt ude var hun.
Hun skulle flytte ud af stuehuset, måtte kun tage indbo med sig, ikke bilen. Hunden måtte aflives. Hun tabte sig 10-12 kg, og alt var et stort kaos.
»Samme dag, som nøglerne bliver taget fra en, forsvinder mange i ens netværk. De, der var kolleger en gang, er det ikke længere. En konkurs rammer kanonhårdt, men man bliver så klog og stærk bagefter. De kan tage mine nøgler og min arbejdsplads og ødelægge livet for mig og mine børn, men de kan ikke slå mig ihjel. Så rejser jeg mig igen«.
Manglede anerkendelse
»Et år inden konkursen var 200 mennesker med til min 50 års fødselsdag. Lad mig sige det på den måde: Når jeg fylder 60 år, så er der måske kun 50 inviterede«, siger Jette Jacobsen.
Et var, at omgangskredsen ikke meldte sig med trøst eller lidt hjælp. Noget andet var en manglende anerkendelse fra de repræsentantskaber, hvor Jette Jacobsen sad i flere år. Hun efterlyste forgæves en udtalelse fra Danish Crown, hvor hun havde siddet i kreaturforum. Den kunne hun bruge videre i arbejdslivet, men det gives kun til ansatte, fik hun at vide.
»Hvorfor kan vores egne selskaber ikke være med til at løfte os videre efter lang og tro tjeneste? Når man selv går, klappes man ud, men jeg fik ikke så meget som en buket blomster«, siger Jette Jacobsen.
En bekendt gav hende arbejde i en malkestald i nogle måneder efter konkursen, og det ser hun tilbage på med taknemmelighed.
Det var med til at løfte hende videre, for selv om hun har et godt job i dag, så tog det også 250 ansøgninger at nå til det mål.
