Seges søger landmænd med gode ideer til nyt projekt

Et EU-projekt skal vise, hvordan lyse ideer forvandles til en god forretning.

Et nyt EU-projekt skal belyse, hvordan landmænd bedst arbejder med innovation på deres bedrift.

15 deltagere fra 13 lande skal i løbet af de næste godt to år indsamle erfaringer med innovation for at få overblik over, hvad der skal til for at skabe innovation i landbruget.

»Projektet skal finde eksempler på succesfulde forretningsideer for at finde ud af, hvad ophavsmændene gjorde for at få deres lyse ide forvandlet til en god forretning. Projektet vil ikke nødvendigvis kun se på innovation i landbruget. Cases i andre brancher kan også give værdifuldt input,« siger udviklingskonsulent Heidi Hundrup Rasmussen, Seges, der er leder af projektets danske del.

Som konkrete eksempler nævner hun opfindelser som en fugtighedsmåler, overdækning af gylle eller staldinventar, der er sat i produktion og sælges. Det kan også være forskellige former for rådgivningstilbud til landmænd, og endelig er det eksempler på, hvordan landmænd kan spare eller tjene penge på nye måder, der er testet og virker.

»Vi vil gerne have kontakt til folk med de gode eksempler og historier. Vi har brug for nogle gode cases til projektet, som vi kan lære af og beskrive,« siger hun.

AgriSPIN, som projektet hedder, indgår i et større EU-program kaldet Horizon 2020, der blandt andet har til formål at være med til at lukke gabet mellem forskningen og landmændene.

Faktaboks

EU-projekt

  • Nystartet projekt
  • Løber over de næste to år
  • Innovation i landbruget
  • 15 deltagere fra 13 lande
  • Gode forretningsideer
  • Henv. Heidi H. Rasmussen87 40 55 16

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle