Seks kr. at spare ved tal-gymnastik

Foderfirmaer uenige om brug af de såkaldte matrix-værdier. Svineproducenter risikerer at blive tabere.

Konsulent Bjarke Lassesen, LMO Horsens, indrømmer, at det kan være svært både at forklare og forstå, hvad der ligger i begrebet matrix-værdier.

Det hele starter med, at fytase og andre tilsatte enzymer øger fordøjeligheden af aminosyrer og protein.

»Matrix betegner det forhold, at man tillægger de enkelte råvarer større værdi, fordi der er fytase og andre enzymer tilsat foderet,« forklarer han.

Teorien er, at fytase ikke alene øger tilgængeligheden af fosfor, men også af andre næringsstoffer som aminosyrer og protein, ligesom energiindholdet øges.

Problemer

Det rejser ifølge Bjarke Lassesen flere problemer:

»For det første er der forskellige bud på, hvor meget fordøjeligheden øges,« siger han.

Nogle mener, det stort set ikke øger tilgængeligheden, mens andre mener, man kan reducere proteinindholdet fra for eksempel 15 til 14,3, uden at grisen oplever nogen forskel. Næste udfordring er, at man ikke med almindelige analysemetoder kan påvise det såkaldte matrix-løft.

Han peger også på, at der i det danske fodervurderingsystem er indregnet, at der som standard er tilsat både fytase og xylanase til blandingerne.

»Går et firma ind og laver et yderligere opløft, risikerer grisen at blive snydt,« siger han.

Bjarke Lassesen understreger, at der ikke er noget ulovligt i at regne med matrix-løft, men at det er et problem, hvis nogle firmaer gør det, og andre ikke gør det. »Det giver en skæv konkurrencesituation og svært at sammenligne priser,« påpeger han.

Han nævner, at en aggressiv matrixberegning kan betyde et løft svarende til fem-seks kr. pr. 100 kg.

Foderfirmaet kan nemlig tilsætte mindre protein og færre energiholdige råvarer og alligevel levere en blanding, der lever op til normen.

»Men hvis ikke grisene kan finde de ekstra aminosyrer, er det grisen og svineproducenten, der taber i sidste ende,« mener Bjarke Lassesen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle