Bestemmelsen om selveje i dansk landbrug trækker tråde tilbage til ophævelsen af stavnsbåndet, og derfor er tanken om at fjerne kravet om selveje fra landbrugsloven og dermed åbne for selskabseje et følsomt emne. Men samtidig har strukturudvikling, landbrugsstøtte og renteudviklingen presset priserne på danske landbrug op på et niveau, hvor selveje er noget, som de færreste har råd til. I dag er det ikke unormalt, at et landbrug har en handelsværdi på mere end 50 mio. kr.
Alene for at sikre en bedre adgang til erhvervet er vi derfor nødt til at afskaffe bestemmelsen, og det undrer mig, at landbrugets organisationer synes at have berøringsangst over for emnet. Bortset fra en nostalgisk tanke om at bonden ejer egen jord, så mister vi nemlig ikke noget, som nogen kommer til at savne ved at afskaffe bestemmelsen. Hvem kommer f.eks. til at savne det personlige ansvar for følgende ustabile økonomiske faktorer:
- Stadigt større udsving i verdensmarked
- Risici i forbindelse med sygdomsangreb i mark og stald
- Risici i forbindelse med renteudviklingen.
Ved overgang til selskabseje kan forpagtere, fordi de har et selskabs egenkapital i ryggen, bekymre sig mindre om periodiske udsving og personlig fallit og mere om lægge den rigtige langsigtede strategi.
Men muligheden for at supplere selveje med selskabseje er ikke kun et spørgsmål om at kunne rejse kapital og dække risici af - det handler også om ledelse. Ofte følger der både et stort økonomisk og et personalemæssigt ansvar med titlen landmand, og så længe adgangsbilletten til jobbet er, at man f.eks. gennem arv kan rejse tilstrækkelig kapital, er der ingen garanti for, at man er ansvaret voksent.
En landmand som skal ansættes af et selskab vil få sine kvalifikationer set grundigt efter i sømmene også i forhold til personaleledelse, og den rette mand til jobbet er ikke nødvendigvis den der har penge med i lommen.
Når det kommer til stykket, tror jeg egentlig, at modstanden mod selskabseje mest bunder i, at mange ikke bryder sig ikke om at tænke på, at den danske jord også skal ejes af andre end landmændene. Men, med mindre vi er villige til at kigge grundigt på landbrugslovens regler for ejerskab og finansieringen, vil jorden formentlig fordele sig blandt et relativt begrænset antal familieklaner, der ender som vor tids godsejere og herremænd.
Baggrunden for denne artikel er rapporten Landbrugets fremtidige besiddelsesformer og finansiering, som du kan læse på
Af Søren Frandsen, direktør for Fødevareøkonomisk Institut.
