Selvkørende sprøjte har den bedste affjedring

Selvkørende nødvendig, hvis det skal gå stærkt, siger salgschef Finn Søndergaard, Scan-Agro.

"Englænderne satser på at øge sprøjtekapaciteten ved at køre stærkt, ofte op til 17-18 km i timen," siger salgs- og marketingchef Finn Søndergaard, Scan-Agro.

Han har i mange år fulgt marksprøjte-udviklingen i europæiske lande, ikke mindst i England og Frankrig, hvor selvkørende marksprøjter har stor udbredelse.

"Høj fart er ikke lige det, vi går efter i Danmark, da vi gerne vil sikre en ordentlig nedtrængning af sprøjtemidlet. Vil man imidlertid køre stærkt, er der ingen vej uden om en selvkørende marksprøjte," siger Finn Søndergaard.

Affjedring

"En traktor med trailersprøjte kan aldrig blive lige så godt affjedret som en selvkørende. Et fuldt affjedret chassis er forudsætningen for at holde bommen i ro ved høj kørehastighed. Knigth Sprayer, som vi samarbejder med, har et luftaffjedret chassis, hvilket giver en fantastisk stabilitet," tilføjer Finn Søndergaard.

Der er flere årsager til, at selvkørende marksprøjter har stor udbredelse i England, Frankrig og andre europæiske lande. Traditioner spiller selvfølgelig en rolle, men også store markarealer, som kræver den større sprøjtekapacitet.

"I England er man meget påpasselige med at reducere marktrykket. De bruger derfor lette selvkørende sprøjter med 1.500-2.500 liter tankstørrelse, en Ford Transit-motor og mekanisk transmission. Med brede terradæk på et sådant køretøj opnås et meget lavt marktryk.

Indtil for et par år siden så man stort set ikke selvkørende sprøjter på det engelske marked med tankstørrelser over 3.000-3.500 liter. Udviklingen er nu ved at vende. Maskiner med 4.000 liter tank vinder langsomt indpas, og 5.000 liter tankvolumen er på vej," siger Finn Søndergaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle