Skærpet kurs mod gold hejre

Men DLA Agro vil ikke sidestille gold hejre med flyvehavre

"Vi ønsker bestemt ikke at levere såsæd med indhold af gold hejre, men at lave lovgivning som med flyvehavre vil være at skyde gråspurve med kanoner."

Det siger adm. direktør Kim Bonde Pedersen, Nordic Seed, som er forædlingsvirksomhed for DLA Agro. Han påpeger, at det faktisk er muligt at rense frø af gold hejre fra på de renserier der oprenser såsæden.

"Men det kræver, at man tager sig i agt og bliver opmærksom på, at gold hejre er til stede. I så fald skal sættes ned på anlægget og blæses mere luft igennem," siger Kim Bonde Petersen.

"Det sker jo netop nu via synsrapporterne fra markerne. Men jeg er også overbevist om, at alle selskaberne i DLA Agro stiller det krav til fremavlerne, at de ikke har gold hejre i deres marker."

Kim Bonde Petersen tror på, at den skærpede lovgivning fra sidste år, hvor tolerancen over for gold hejre blev sat ned, vil reducere problemet i fremtiden. Den forøgede fokus på problemet skal have tid til at virke, mener han.

Kan ikke renses af

Knap så optimistisk er Visti Møller, Gl. Buurholt Hovedgaard, der oprenser såsæd på fem mobile renserier for cirka 1.000 landmænd over alt i landet.

Han mener ikke, at man kan frarense frø af gold hejre 100 procent, og det selv om de mobile rensere kører med soldstørrelse på 2,65 millimeter mod normalt 2,2 millimeter.

"Den forøgede soldstørrelse skulle gøre det nemmere for de små frø af gold hejre at blive blæst ud, men de har det med at lægge sig i læ af hvedekernerne," siger Visti Møller.

"Derfor skriver vi også i vores materiale til kunderne, at de skal være selvkritiske og luge det korn, som de vil bruge til såsæd, for gold hejre og vindaks. For vi kan ikke garantere, at vi kan fjerne hvert eneste frø."

smitt@landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle