Skaber god udvikling for skolen

60 Kurt Østergaard. Forstander for Grindsted Landbrugsskole Kurt Østergaard fylder 60 torsdag 18. marts.

Kurt Østergaard har arbejdet og været i landbruget hele sit liv. Med opvæksten på et landbrug ved Ikast var interessen skabt fra barnsben, og efter sin studentereksamen tog han driftslederuddannelsen på Kalø Landboskole, inden han startede på Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole i København for at læse til agronom med speciale i planteavl.

Efter tre år som planteavlsassistent blev Kurt Østergaard ansat som landbrugsskolelærer på Ladelund Landbrugsskole, hvor han var i fjorten år. Herefter sprang han fra lærergerningen for at komme tilbage i rådgivningssektoren med en stilling som driftsøkonomikonsulent i Sønderjysk Landboforening.

Den både faglige og menneskelige brede ballast, som Kurt Østergaard havde med, gjorde. at han i 2007 blev vejet og fundet tung nok til at varetage posten som forstander på Grindsted Landbrugsskole.

Gennem de seneste syv år har Kurt Østergaard været med til at skabe en yderst positiv udvikling for skolen, som i dag har flere elever end nogensinde og en økonomi, der er blandt de bedste i kredsen af landbrugsskoler i Danmark. Kurt Østergaard har særligt fokus på tre ting: At skolen giver eleverne en god uddannelse og en god oplevelse, at skolen er en god arbejdsplads med fremdrift, og at skolen har en god økonomi.

Fredag 19. marts holdes der reception for fødselaren på Grindsted Landbrugsskole, hvor venner, kolleger og samarbejdspartnere er velkomne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle