Skydehold er en vigtig del af vildsvine-bekæmpelsen

Af Jørn Dohrmann, medlem af Europa-Parlamentet for DF

Esben Lunde Larsen og jeg er helt enige i, at det er særdeles fornuftigt at skyde vildsvin, da de udgør en smitterisiko i forhold til afrikansk svinepest. Derfor er det glædeligt, at muligheden for at skyde svinene er blevet udvidet. Det, jeg efterlyser, er imidlertid mere konkret handling i forhold til en systematiseret afskydning.

Også på privat jord

Vi skal simpelthen have dannet skydehold, der kan rykke ud og skyde vildsvin med meget kort varsel - og på privatejet jord. Der findes nemlig landmænd, der - tro det eller ej - ser vildsvin som en berigelse af den danske natur, og også på deres jorder skal jægerne naturligvis kunne rykke ud i almenvellets interesse.

 

SMS 24/7

Jægere, der er tilknyttet udrykningshold, skal kunne alarmeres med SMS. Naturstyrelsen kunne have et centralt nummer, hvortil man kunne SMS’e dag og nat - hvorefter skydeholdet kunne aktiveres i forhold til bopæl.

 

Tysk samarbejde

Esben Lunde Larsen bør ligeledes straks tage kontakt til sin tyske kollega, så tilsvarende skydehold kunne oprettes i Slesvig-Holsten med henblik på at skabe en stor vildsvinefri zone.

Vi taler om en stor milliardeksport, som vi skal gøre alt for at bevare.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle