Slagteri-dyrlæger har forskellig praksis

På nogle slagterier er det en fast rutine, at man kan sende film eller billeder af et dyr, inden det sendes til slagtning - andre bruger ikke fremgangsmåden

Praksis for, hvordan dyr vurderes, inden de sendes til slagtning, er forskellig fra slagteri til slagteri.

På Tønder Slagteri påtager dyrlægerne sig at give en vejledning om, hvorvidt et dyr er eksportegnet, hvis de har haft mulighed for at se enten billeder af dyret eller endnu bedre en video.

Andre slagteri-dyrlæger vil ikke give samme vejledning, viser en rundspørge, som Videncenter for Landbrug, Kvæg, har lavet.

"Vi tilbyder leverandørerne, at de kan ringe og beskrive dyret eller sende et foto eller en video, hvis de er i tvivl, om dyret er transportegnet. Især video er godt og kan give et mere nuanceret billede af dyrets tilstand og er en god hjælp," fortæller dyrlæge Wencke Petersen fra Tønder Slagteri, der samtidig understreger, at en henvendelse med et billede eller en video ikke er et fripas, og at telefonisk rådgivning ikke kan erstatte en klinisk undersøgelse.

Ikke udbredt

På Århus Slagtehus får dyrlæge Esben Munch en til to opringninger om ugen fra landmænd, der er i tvivl.

"Kun en ganske sjælden gang har jeg fået et foto tilsendt. Generelt har jeg det sådan, at jeg ikke kan give accept ud fra et foto. Jeg kan rådgive, men ikke give fripas uden at have set dyret," siger Esben Munch, der også henviser til vognmanden eller egen dyrlæge for vurdering af transportegnethed.

Hverken Danish Crowns kreaturslagterier i Holstebro eller Aalborg eller Århus Slagtehus bruger metoden med at få tilsendt fotos og videoer.

I Holstebro fortæller veterinærkontrollen, at de kun ganske sjældent oplever en ulovlig transport, mens dyrlæge Laila Østergaard på Danish Crown i Aalborg fortæller, at de henviser til den praktiserende dyrlæge, som skal lave en vurdering af, om dyret er transportegnet.

Læs mere

på www.landmand.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle