Slagtesvineproducent kunne ikke få leveret smågrise hos SPF

Trods bestilling to måneder i forvejen kunne SPF ikke levere den ønskede uge.

Martin Lambert Pedersen troede, han var i god tid, da han omkring 1. november bestilte 600 30 kgs-grise til levering i uge 50. Trods det lange varsel kunne SPF først levere 250 smågrise i uge 51 og de resterende 350 i ugen efter nytår.

»Det er undrer mig, når SPF samtidig kører en masse grise ud af landet,« siger han.

Han er indforstået med, at hvis prisen er højere i udlandet, ja, så går grisen til udlandet.

»Men jeg er slet ikke blevet tilbudt grise, selv ikke til en højere pris,« understreger han.

Danish Crown er medejer af SPF, og formanden, Erik Bredholdt, har forklaret Martin Lambert Pedersen, at SPF først skal tilgodese danske slagtesvineproducenter til den pris, der gælder i markedet.

»Det er en fair indstilling, men praksis hos SPF er tilsyneladende en anden,« siger han.

Støvsuget marked

Salgsassistent Uwe Aagaard Gugel, SPF, fortæller, at udbuddet har været lavt omkring jul.

»Mange sætter grise i egne stalde, så det er ikke, fordi de er blevet eksporteret,« siger han.

Han understreger, at SPF sælger smågrisene herhjemme, hvis en tysk køber ikke vil give en højere pris. Når en kunde efterspørger smågrise med mycoplasma + Ap12, indskrænker det udbuddet.

»Han er blevet tilbudt grise med anden sundhedsstatus, men vi manglede nok 10.000 smågrise med mycoplasma + Ap12 omkring jul,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle