Små landbrug beholder EU-støtten

Hektargrænsen for landbrugsstøtte fastholdes på to hektar. »Glædeligt og positivt, at der er blevet lyttet til erhvervet,« mener Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Grænsen for at søge direkte landbrugsstøtte bliver ikke, som tidligere meldt ud af regeringen, hævet fra to til fem hektar jord. Det er regeringen og resten af Folketingets partier blevet enige om.

1. januar 2015 vil hektargrænsen for støtte derfor fortsat være på to hektar. Samtidig bliver det lettere for små landbrug at søge økologistøtte under landdistriktsprogrammet. Her sættes grænsen nu til 0,3 hektar.

»Vi har fundet en god løsning, som jeg er sikker på, at små danske landbrug og økologiske bedrifter er rigtig glade for. De små producenter er vigtige for lokalsamfundene,« siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Glæde i L&F

I Landbrug & Fødevarer glæder regeringens kovending viceformand Lone Andersen.

»Jeg er rigtig glad for, at den nuværende grænse fastholdes, og også for, at der nu kommer nye muligheder for økologer helt ned til 0,3 hektar. De små landbrug er en vigtig brik i naturplejen, og de er med til at fastholde bosætning og liv i Danmarks landdistrikter. Og ved at sætte grænsen for økologistøtte ned til 0,3 hektar bliver det lettere at nå regeringens mål om at fordoble det økologiske areal inden 2020 i en tid, hvor mange store økologiske mælkeproducenter stopper.«

Undrer sig over proces

Lone Andersen lægger dog ikke skjul på, at hun finder forløbet omkring forslaget om at ændre hektargrænsen unødvendigt.

»Jeg er forundret over, at regeringens Økonomiudvalg sidder og vedtager sådan noget, der kommer som en bombe for erhvervet, i stedet for lige at stikke fingeren i jorden hos de mange organisationer, der har viden og kendskab til landdistrikter og landbrug,« siger hun.

»Det er en stor omvej at gå, at det først skal vække en masse røre og politisk debat, før man tager det af bordet. Og det på et tidspunkt, hvor der står så mange store ting og venter på at blive taget fat på,« mener Lone Andersen.

Det var en samlet opposition: Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative, der var med til at få regeringen og fødevareminister Dan Jørgensen til at skifte mening.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle