Det er slut med sommerferien. Her i begyndelsen af uge 30 har hele bondegården inkl. folkene afviklet ferie. Kun yngstebarnet nyder livet i solen. Faktisk nyder hun solen på Miami Beach - intet mindre, alene, uden forældre eller andre kendte voksne, på sprogkursus i tre uger.
Det var noget af en overvindelse, dér i Billund lufthavn, klokken meget tidligt en lørdag morgen, at sende hende alene ind gennem security-check på vej mod Frankfurt og derefter videre til Florida. Det er sin konfirmationsgave, hun indløser.
Søsteren var på Island og ride, og broren mener vedvarende, at han skal på bjørne- eller vildsvinejagt med sin far. I foråret fik han sit jagttegn, så den side af sagen er klar. Nu mangler han bare at finde tid og få overtalt bondemanden.
Vi, bondemanden og jeg, har også været af sted. Alene. Mens teenagerne passede heste, folk, drivhus, vaskemaskine osv., var vi på først Bornholm og siden fire dage på Christiansø. Det var før, Puk og Herman havde været på tv og gjort øen verdenskendt. Det var i hvert fald før nogen af os vidste noget som helst om øen. Andet, end at vi begge havde været der som børn, jeg i 1980, og været søsyg på turen derover. Det blev jeg ikke i år. Og vi havde fire fantastiske dage, og selvom bornholmerfamilien rystede på hovedet og spurgte gentagne gange, hvad vi dog skulle LAVE i fire dage på så bitte en ø, så gik tiden hurtigt, og jeg må sige – dér vil jeg gerne over igen! Allerede på båden fra Simrishamn til Allinge fornemmede vi, at det ikke var ”gængs” turisme, vi var oppe imod. Og at bestille tre overnatninger på gæstgiveriet var vi også de eneste, der havde gjort.
Jeg lærte meget om Christiansøs historie, om de fastboende og om de fasttilknyttede, der gerne tilbringer fire uger eller længere i deres små stenhuse, hvor nogen end ikke har hverken vand eller elektricitet.
Så kobler man fra. Mentalt og fysisk. Man lever med dagen. Hygger sig. Læser. Snakker. Handler lidt hos købmanden. Snakker. Læser. Nyder vandet, klipperne, mågerne, edderfuglene, skalleslugerne. Og pludselig er det aften, og man skal tage stilling til, hvilken af de fem hovedretter på kroens menukort, man vil indtage. Afslapning i højeste potens.
Og så var der føl! Først et, og en uge senere kom nummer to. Begge hoppeføl, og det må siges at være heldigt – det er langt nemmere med hopper, især når der er gået et års tid, og de små er på vej til at blive store …
Verden er magisk, og snart er freden forbi: Høsten står for døren.
