Sojaprisen nægter at falde

Marked/Korn & foder. Af konsulent Jakob F. Kjærsgaard, Gefion

De globale lagre af sojabønner har aldrig været større – uanset om man måler i ton eller i forhold til forbruget.

Det skyldes primært tre rigtig gode vækstsæsoner i USA, Brasilien og Argentina. De tre lande står tilsammen for over 80 procent af den globale sojaproduktion. Ikke mindst den brasilianske sojaproduktion har igennem de sidste 10 år kun kendt én vej, nemlig opad – og det synes nu kun om et spørgsmål om tid, inden Brasilien overhaler USA som verdens største sojaproducent.

Det skyldes blandt andet, at Brasilien har større potentiale for arealudvidelse end USA – selvom det er gået stærk i de seneste 15 år, hvor det brasilianske sojaareal er steget med hele 250 procent, se figur. Endelig har Brasilien også et større uudnyttet potentiale for produktivitetsstigning i deres sojaavl.

Sojaforsyning på sikker grund

Så umiddelbart synes en fortsat høj sojaforsyning at være på sikker grund og dermed også udsigten til et fortsat lavt prisniveau. Alligevel kan man på ingen måde tage dette for givet, hvilket der er to primære årsager til.

Den ene er, at hverken et stort areal eller dygtige landmænd kan forhindre en produktionsnedgang, hvis vejret er modspiller. Den anden er, at forbruget også buldrer derudad – anført af et næsten umætteligt Kina, som nu står for 30 procent af det globale forbrug. Den store forbrugsfest understreger også, at det amerikanske udskibningstal i denne periode gang på gang overrasker markedet.

Summen af disse forhold er den primære årsag til, at sojaskråen på Chicago har umådeligt svært ved at bryde modstanden i 300 dollar – det er ganske enkelt vanskeligt at finde sælger til lavere priser. De store kapitalfonde – i daglig tale kaldet spekulanterne - har også mistet troen på yderligere prisfald og ligger derfor med et stort overskud af købte soja-kontrakter (netto long).

Det hører også med til historien, at sidste uges dollarstyrkelse – og udsigten til at mere er på vej – medvirker til at lægge en solid hånd under sojaprisen målt i danske kroner.

Min samlede vurdering har ikke ændret sig i de seneste uger: Udnyt det nuværende prisniveau til afdækning af sojaforbruget frem til efteråret 2016. Det er muligt, at 275 kr. pr. hkg sojaskrå synes af meget i betragtning af, at prisen for fire år siden var nede i 225 kr. Korrigeres for den mellemliggende markante dollarstigning, er prisforskellen væk.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle