Sol og varme har skudt frøhøsten godt i gang

Sol, varme og en lav luftfugtighed har givet noget nær ideelle forhold til høst af de tidligste frøgræsarter. Udbytterne tegner godt. Enkelte førsteårsmarker står dog for tyndt.

En længere periode med sol, varme og lav luftfugtighed har for alvor skudt frøhøsten i gang.

Birthe Kjærsgaard, avlschef hos DLF-Trifolium, glæder sig da også over, at de første marker med engrapgræs, bakkesvingel og rødsvingel har givet gode udbytter, og at frøene har været pænt udviklede. Det eneste, der drypper malurt i bægeret, er de førsteårsmarker, som blev etableret under for tørre forhold i efteråret, og som tilmed havde det for tørt i foråret. De står flere steder for tyndt og med for få frøbærende stængler.

»Man skal naturligvis passe på med at forudsige frøudbytterne på et så tidligt tidspunkt. Men generelt er der mange flotte frøgræsmarker i år. De meldinger, vi får, går da også på, at udbyttet ligger på gennemsnittet med en pil opad,« siger Birthe Kjærsgaard.

Hun understreger, at det varme og solrige vejr med en luftfugtighed på helt ned til 50 procent har stor betydning, da det specielt i de småfrøede arter gør det meget lettere at skille frøene fra under tærskningen. I engrapgræs kan det lave spild let resultere i, at der høstes 100 kilo frø mere pr. hektar. Og med de nuværende afregningspriser giver det 1.000-1.500 kr. mere pr. hektar.

Risiko for spild

Birthe Kjærsgaard understreger dog også, at de varme og tørre forhold kan give spild i frøgræsmarkerne.

»Lige nu er risikoen særligt stor i de tidlige plænegræstyper af rødsvingel, som står klar til høst. Det gør en kæmpe forskel, om vi har en periode med byger og en luftfugtighed på 80 procent, eller om vi som i den senere tid har tørt vejr med en meget lav luftfugtighed,« siger Birthe Kjærsgaard.

Hun hæfter sig i øvrigt ved, at høsten på Sjælland i år følger høsten på Lolland og Falster, som normalt er to til tre dage foran.

Langsom start på Fyn

På Fyn kan Sejer Grimstrup, frøavlskonsulent hos Hunsballe Frø, også berette om gode udbytter.

Først på ugen blev der høstet bakkesvingel, og torsdag tog de første avlere hul på tidlige sorter af engrapgræs.

»Fortsætter det gode vejr, vil der helt sikkert være mange avlere, der høster rødsvingel først i næste uge. Men hvis vejret slår om, vil der helt sikkert også være nogle, der prøver til i rødsvinglen allerede i weekenden,« siger den fynske konsulent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle