Sparede 200.000 kr. på energi

Fynsk landmand bruger især driftsgrenanalyser til en løbende overvågning af økonomien og til at finde optimeringsmuligheder.

Det er lidt forskelligt, hvordan landmændene bruger de driftsgrenanalyser, der indgår i Business Check for de forskellige driftsgrene.

Jens Andersen fra Bogense på Fyn, der sammen med sin bror har en bedrift med 470 hektar, 750 søer og produktion af 17.000 slagtesvin om året, bruger især analyserne til en løbende overvågning af økonomien og til at finde optimeringsmuligheder, mens andre bruger det som afsæt til en mere målrettet indsats på et bestemt område over en længere periode.

Tallene viser noget andet

»Nogle gange er vi tilbøjelige til at tro, at det er på én måde, og så viser tallene noget andet. Alle omkostninger bliver fordelt og placeret der, hvor de hører til. Det er jo ikke forkromet, men det er mere specificeret end i regnskabet.

Vi laver ikke budgetter, men så bruger vi i stedet driftsgrenanalysen til at finde optimeringsmuligheder,« siger Jens Andersen, der har fået lavet driftsgrenanalyser de sidste fire-fem år.

Holder øje med vedligeholdelse

Som eksempel, på hvordan de bruger driftsgrenanalysen, nævner han omkostningerne til vedligeholdelse.

»Vi følger det løbende og holder øje med, om der er mere vedligeholdelse i nogle stalde og grene af bedriften end andre, og hvis det er tilfældet, tager vi stilling til, om det er på tide at udskifte noget i stedet for at blive ved med at vedligeholde det,« siger han.

Sparet 200.000 kr. på energi

På et område har de dog valgt at gøre en større indsats, nemlig med hensyn til at nedbringe energiomkostningerne.

»Vi har nedbragt energiforbruget temmelig meget. Det er reduceret med 200.000 kr., blandt andet ved at erstatte olie med gyllekøling og ved at skifte 25 ventilatorer ud, og i regnskabet for 2013 kan vi meget tydeligt se, at det har virket,« siger Jens Andersen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle