Sprøjtemidler skal vurderes hurtigt

Skærpet kurs over for sprøjtemidler kommer ikke til at koste landbruget produktion, lover miljøminister Ida Auken.

Belastningen af natur, miljø og sundhed fra sprøjtemidler skal sættes med fyrre procent inden 2016. Det ambitiøse mål ligger i regeringens forslag til en strategi for sprøjtemidler, som miljøminister Ida Auken præsenterede i denne uge.

De fyrre procents nedgang i belastningen bygger på et nyt belastningsindeks, som første gang blev præsenteret i Bekæmpelsesmiddelstatistikken for 2011. Indekset, PBI, bygger på en beregning af, hvor meget midlerne belaster sundheden - for sprøjteføreren, naturen og grundvandet.

Ifølge miljøminister Ida Auken, SF, vil strategien rette sig mod risikoen for, at sprøjtemidler risikerer at havne i grundvandet. Hun varsler derfor, at den første mistanke om, at et middel findes i grundvandet, skal føre til, at det skal gennem en ny vurdering.

Samtidig lover ministeren, at nye og mindre belastende midler skal godkendes hurtigere.

»Strategien kommer ikke til at koste i produktion. Men vi skifter paradigme. Nu tager vi fat, hvor midlerne kommer ud på marken. Bevæger de sig ned i grundvandet, skal der laves en ny vurdering af dem,« siger Ida Auken.

Fem års tal

Beregningen af belastningsindekset bygger på forbruget af sprøjtemidler de seneste fem år. Det finder viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt ikke rimeligt.

»Man kunne også have brugt tallene fra de seneste tyve år og fundet en halvering af belastningen i stedet for en forhøjelse på 35 procent i perioden fra 2007 til nu,« siger han.

Varslingen om, at Skat, NaturErhvervstyrelsen og Miljøstyrelsen skal arbejde sammen om at afsløre og få straffet ulovlig import og brug af ulovlige midler, finder han i orden.

En kvart milliard

Regeringen har afsat 253 mio. kroner i de kommende tre år til at nå målet om 40 pct. nedsat belastning. Heraf kommer de godt 150 mio. kr. fra de nye afgifter på sprøjtemidler.

Sprøjtemiddelstrategien er det danske bidrag i den afrapportering, alle medlemslandene skal aflevere til EU-Kommissionen for at opfylde betingelserne i EUs rammedirektiv for bæredygtig brug af pesticider og forordningen om pesticider fra juni 2011. Desuden vil regeringen have, at Danmark i endnu højere grad skal være foregangsland på området.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle