Stor tilbagegang for dansk svinegigant

Overskuddet i Idavang Group faldt fra 89 til 14 mio. kr.

Den danske svinekoncern Idavang, der producerer svin på 13 farme i Rusland og Litauen, blev hårdt ramt af lave priser på svinekød og høje priser på foder i 2013. Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2013. Idavangs nettooverskud faldt fra 89 til 14 mio. kr.

Samtidig faldt forrentningen af egenkapitalen til tre procent sammenlignet med mellem 12 og 26 procent de foregående fire år.

»Vi fik en kedelig start på 2013 på grund af lave priser på kød og høje priser på foder. Men midt på året steg prisen på svinekød, og sidst på sommeren faldt foderprisen, hvorefter vores indtjening igen kom op på et tilfredsstillende niveau,« siger Jytte Rosenmaj, næstformand i Idavang Group.

100.000 ekstra svin i Rusland

På trods af det markant mindre overskud betegner Jytte Rosenmaj 2013 som acceptabelt, fordi koncernen gik frem på andre parametre.

»Trods den lavere pris på svinekød formåede vi stort set at bevare omsætningen, der rundede 763 mio. kr. sammenlignet med 775 året før. Det lykkedes blandt andet, fordi vi øgede produktionen med 100.000 svin i Rusland på vores nye farm i Ostrov godt 300 km syd for Sankt Petersborg.

Og ser vi bort fra udgiften til foder, så sparede vi totalt set 19 mio. kr. ved at effektivisere og rationalisere. Det svarer til 35 øre pr. kg slagtet vægt. Den væsentligste besparelse fik vi ved at bruge gas som energikilde i Rusland,« fortæller Jytte Rosenmaj.

»Priserne på foder og svinekød var ikke med os i 2013. Til gengæld lykkedes det os at spare 19 mio. kr. på andre poster ved at effektivisere og rationalisere. Det svarer til 35 øre pr. kg slagtet vægt,« siger Jytte Rosenmaj.

Stærkt underforsynet med kød

Der er stadig stor mangel på svinekød i Rusland. Og både efterspørgslen og prisen på svinekød er steget yderligere, efter der blev lukket for import af svin og svinekød fra EU på grund af fund af afrikansk svinepest i Litauen og Polen.

»Det nyder vi godt af i Rusland, hvor vi årligt producerer knap 300.000 slagtesvin og forsyner et stærkt underforsynet marked omkring storbyen Sankt Petersborg,« siger hun.

Idavang Group er den største svineproducent i Litauen. I Rusland er Idavang pt. den 18. største svineproducent. I 2013 solgte Idavang i alt 594.000 slagtesvin, 164.000 smågrise (30 kg) og 16.000 søer tilsammen.

I løbet af året investerede selskabet 133 mio. kr. - heraf størstedelen i den nye russiske farm i Ostrov.

80 procent af aktierne i Idavang-koncernen ejes af Jytte Rosenmaj sammen med hendes mand, Ole Bjerremand Hansen, samt Carsten Thomsen og Claus Baltsersen. De sidste 20 procent ejes af Verdensbanken.


* Resultat før renter, skat of afskrivninger på driftsaktiviteter og goodwill

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle