Styrtdyk på skind mindre end frygtet

Tilfredshed med salget og priserne fra minkavlerne på trods af, at priserne på minkskind rasler ned.

Priserne på minkskind er faldet kraftigt i denne uge. Det sker efter fire år med rekordhøje priser. Alligevel er bestyrelsesformanden i Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, mere end tilfreds med ugens auktioner - inden der bliver sat endeligt punktum og konklusioner over handlen i weekenden.

»Vi havde et mål om at sælge alle skind, og det er lykkedes og tilmed til en bedre pris, end vi havde frygtet. Det har kunder over hele verden ellers ikke troet var muligt,« siger han.

Han mener ikke, at man kan sammenligne auktionen nu med februarauktionen sidste år.

»Sidste år var helt speciel med tårnhøje priser. Nu er vi på vej tilbage til en normal pris. Og skal prisen falde, er det rigtige tidspunkt nu, inden avlere over hele verden skal fremavle nye mink,« siger han.

Dermed kan de lavere priser få udbuddet af minkskind til at falde og presse næste års priser op eller stabilisere dem.

De sidste fire år har, ud over høje priser, været kendetegnet ved kinesisk dominans blandt køberne. Men med de lavere priser er købere fra mere traditionelle lande tilbage.

»Var de høje priser fortsat, havde det ikke kun været surt for os opkøbere, men også avlerne, da forbrugerne ikke ville købe pels mere. Det ser ud til, at prisen stabiliserer sig på et fornuftigt sted. Det skal jo ikke blive så billigt, at avlerne ikke kan få det til at køre rundt,« siger opkøber Jerry Tsifilikiotes fra Grækenland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle