Svineavlsformand stævner DLG for millioner

Bo Kibsdal, formand for Dansk Svineavl, siger, at han har tabt millioner på at bruge foder fra DLG. En stævning er sendt mod fodergiganten.

DLG har fået en sag på halsen fra Bo Kibsdal, der er formand for Dansk Svineavl.

Gennem en længere periode i 2017 konstaterede han, at et nyt foder fra DLG var årsag til store tab i hans besætning i form af bl.a. markant mindre daglig tilvækst for hans værdifulde avlsdyr.

»Jeg har stævnet DLG for et millionbeløb. Erstatningen, vi kræver, er opgjort efter et forsigtighedsprincip, så vi kræver ikke mere, end vi kan dokumentere«, fastslår Bo Kibsdal, der kan se tilbage på et langstrakt og frustrerende forløb som svineproducent, der tog sin begyndelse i februar 2017.

På det tidspunkt tog han hul på det DLG-foder, han havde indkøbt på en ét-årig kontrakt dækkende 2017 til sin avlsbesætning ved Jerslev i Nordjylland.

Efter ganske kort tid begyndte tingene at gå skævt i besætningen.

»Vi kunne se, at der var noget galt i staldene. I farestalden var der dyb frustration blandt medarbejderne, fordi søerne åd mindre og ikke malkede ret godt. I klimastalden var der tidligere kun to procent af vores grise, som ikke kom op på 30 kg ved et bestemt antal dage. Det antal var pludselig øget til ti procent af vores grise«, fortæller Bo Kibsdal.

Netop fordi han er en del af DanBred-avlssystemet fik han en dag en opringning fra Seges Svineproduktions svineavlsfolk, som ikke gjorde hans humør bedre.

»De ringede og fortalte, at der var noget galt med vores avlsdyr. Vi vidste ikke, at de problemer, vi så i de andre staldafsnit, også gjorde sig gældende ved de store grise, som vi, fordi vi er med i avlssystemet, får vejet ved cirka 30 kg og igen vejet og scannet ved 100 kg«, fortæller Bo Kibsdal, der har papir på, at hans avlsdyrs tilvækst var faldet 130 gram pr. dag.

Allerede inden han blev bekendt med, at vækstdyrene ikke voksede så hurtigt som tidligere, var Bo Kibsdal i dialog med DLG.

»DLG sendte sine lokale konsulenter ud til mig, og de kom med forslag til, hvad der kunne gøres. Jeg havde en oplevelse af, at de ville tjekke, om vi nu også kunne passe grise, men de anerkendte samtidig, at noget skulle gøres«, fortæller Bo Kibsdal, der ikke oplevede, at foderet fra DLG blev forbedret i de kommende måneder, og i sidste ende valgte at bryde sin foderkontrakt med DLG.

»Jeg fik ny foderleverandør i september 2017, og det var som at vende en hånd. De udfordringer, vi havde før, var væk. Vi var nødt til at bryde foderkontrakten med DLG, fordi vi økonomisk ikke kunne holde til, at vores dyr ikke præsterede. Vi oplevede til sidst, at dyrene ikke gik i brunst, og at antallet af årssøer faldt fra 900 til 800«, fortæller han om situationen i efteråret 2017.

For Bo Kibsdals advokat, Kirsten Dühr fra Prolex Advokaterne, er sagen alvorlig:

»Bo har løbende haft tab på noget foder, som han var bundet af i en kontrakt, han ikke kunne komme ud af. DLG er ansvarlig for det foder, som Bo har haft store tab på«, siger hun.

DLG vil ikke kommentere på den konkrete sag:

»Vi kan bekræfte, at der er en sag, men af hensyn til den kommende juridiske proces kan vi ikke kommentere yderligere på de konkrete forhold. Alle aspekter af sagen, herunder et eventuelt skyldsspørgsmål, vil blive belyst under den kommende retssag«, skriver DLG i et skriftligt svar.

Faktaboks

DLG versus Bo Kibsdal 

  • Bo Kibsdal stævnede i starten af december 2018 DLG for et millionbeløb, som følge af tab i hans avlsbesætning, hvor han har mistet tilvækst hos dyrene og tilhørende indeks i avlsregi.
  • Bo Kibsdal benyttede foderet fra DLG fra februar 2017 og frem til midten af september samme år, hvor han brød foderkontrakten.
  • Hans foder er såkaldt lukkede recepter, som ifølge Bo Kibsdal langt hen ad vejen ligner et foderkoncept fra DLG. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle