Svinepest spreder sig som en steppebrand i Kina

Den frygtede og dødelige svinepest spreder sig hos verdens største forbruger af svinekød, Kina. Afstanden mellem udbruddene bekymrer eksperter.

Siden Kina i august konstaterede det første udbrud af svinepest langt mod nord i byen Shenyang i Liaoning-provinsen, 200 kilometer fra Nordkorea, har smitten spredt sig hurtigt og langt.

På godt fem uger er antallet af udbrud vokset til 18 udbrud fordelt på seks provinser, hvoraf nogle ligger mere end 1.000 kilometer fra første udbrud, lyder det fra de kinesiske myndigheder.

Antallet af rapporterede udbrud er steget heftig på kort tid, og en kortlægning af bare de første otte udbrud viser, hvor stor spredningen er geografisk i Kina allerede.

Kan være mange flere udbrud

»Det er meget, meget alvorligt. De kinesiske myndigheder forsøger at inddæmme sygdommen ved at slå smittede besætninger ned, men der kan stadig være besætninger, der er ramt, som myndighederne ikke kender til«, siger professor i virologi ved Veterinærinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Anette Bøtner, der hæfter sig ved, at udbruddene ligger langt fra hinanden:

»Det har allerede spredt sig langt, og der er ingen vaccine, så det er vanskeligt. Her i Europa har vi heller ikke ligefrem held med at få det stoppet«. Fredag i sidste uge indkaldte FN’s fødevareorganisation, FAO, til krisemøde med svinepest på dagsordenen, hvor ni omkringliggende asiatiske lande blev bedt om at forberede sig på, når, ikke hvis, svinepesten kommer. »Mig bekendt er det ikke noget, de gør ret tit, så det siger da helt klart noget om situationens alvor«, siger professoren.

Import kan stige

De mange kinesiske udbrud og medfølgende tiltag i produktionen kan få stor betydning for kinesisk import,

»Når man ser de stigende priser på svinekød i mange provinser, vil Kina snart få brug for at øge sin import. Der er allerede mangel på svinekød i store byer som Beijing og Shanghai«, siger senioranalytiker ved hollandske Rabobank, Pan Chenjun, til nyhedsbureauet Reuters.

Herhjemme tør områdedirektør for fødevare- og veterinærforhold, Jens Munk Ebbesen, ikke spå om, hvad det kan få af betydning for dansk eksport.

»Det er simpelthen for tidligt at sige noget om endnu, for Kina producerer stadig store mængder og kan handle internt. Det kan være, at de skruer op for produktionen i sygdomsfri områder for at dække sig ind - det har vi set før«, siger han.

Dansk farm mærker konsekvenserne

Sygdommen truer allerede nu en række danskejede kæmpefarme i Kina, hvor den allerstørste, Scandinavian Farms, allerede kan mærke konsekvenserne. Den danskejede kæmpefarm producerer årligt 350.000 slagtesvin, men er nu blevet afskåret fra at levere grise til slagteriet, skriver Jyllands-Posten.

»For to uger siden blev der konstateret svinepest på en gård omkring 60 km fra vores farm. Dermed bliver vi omfattet af en karantænezone, hvori der ikke må transporteres dyr. Det betyder, at vi er afskåret fra at flytte smågrise fra vores sobesætning og heller ikke kan levere grise til slagteriet,« fortæller Claus Ewers, der er direktør i Scandinavian Farms Invest, som ejer 72 pct. af kæmpefarmen, til JP.

Foreløbig kan Scandinavian Farms håndtere udfordringerne, men selskabet skal under normale omstændigheder sende 6.700 svin til slagteriet hver uge, så der vil snart opstå pladsproblemer i staldene.

Faktaboks

Kinesiske nødtiltag

  • Den ramte bedrift/besætning slås ned, og dyrene skaffes væk på en sikker måde.
Desuden slås bedrifter ned præventivt, pr. 1. september var 38.000 svin slået ned.
Markeder med levende dyr i den berørte region lukkes midlertidigt.
Transport af levende dyr til- og fra den ramte provins forbydes.
Lokale forbydes at fodre grise med ubehandlet madaffald.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle