Tørke fremrykker hvedehøsten og koster udbytte

Mangel på nedbør i hvedens kernefyldningsperiode vil påvirke udbyttet og kvaliteten af årets hvedehøst negativt - men der vil være store variationer over selv meget korte afstande, vurderer konsulenter.

Hveden har stået fantastisk godt, og det har givet forhåbninger om en rigtig god høst. Men den seneste tids tørke har i nogle områder påvirket hvedens kernefyldning og modning meget, og det vil ifølge tre planteavlskonsulenter komme til at gå ud over både udbytterne og kvaliteten af den høstede vare.

»På DMI’s hjemmeside kan man se, at der i år er faldet 86 mm nedbør fra 1. juni til 15. juli, hvor hvedens kernefyldning sker. Det er mindre end de 107 mm der faldt i gennemsnit i årene fra 2001 til 2010 og dækker over store regionale forskelle. Derfor kan vi nu se hvedemarker, hvor hveden er tvangsmodnet, og hvor kernerne er for små,« siger Erik Andkær Pedersen, chefkonsulent, Patriotisk Selskab.

Knap så slem er situationen på Sydhavsøerne og i Østjylland.

»Selvom vi har haft det tørt, så ser det ud til, at hveden har kunnet klare sig på de stive jorde. Men i pletter med let jord er hveden tvangsmodnet, og det vil helt sikkert tage toppen af udbyttet,« siger Bo Secher, planteavlschef, DLS.

I Østjylland er situationen en anden, da der er faldet mere nedbør.

»Vi er ikke så hårdt ramt af tørken. På nogle marker vil der derfor blive høstet rigtig gode udbytter, mens udbyttet formentlig vil skuffe gevaldigt på de marker, hvor hveden er angrebet af goldfodsyge, og hvor planternes rødder derfor ikke har kunnet afsøge et så stort jordvolumen,« siger Jens Torp, planteavlskonsulent, LMO.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle