Termofotos beviser, at fåret holder varmen

Ved hjælp af et kamera, der måler varmetab, har jordbrugsteknolog bevist, at får holder varmen selv en kold og blæsende vinterdag.

På ydersiden af ulden er temperaturen minus ti grad, inde ved huden på fåret er der 32,4 grader.

De tal fremgår af en dansk undersøgelse lavet af jordbrugsteknolog Christine Leth-Møller, der med termofotografier har dokumenteret fårs mangel på varmetab i ekstrem kulde. Regn eller sne har forholdsvis lille betydning for fårets evne til at holde varmen, fremgår det af rapporten. Ulden er så tæt, at vand kun trænger få millimeter ind i pelsen.

At ulden isolerer, kan man se ved, at sneen på fårets ryg ikke smelter.

Ofte mindsker fårene varmetabet i blæsevejr ved at stille sig med bagenden op mod vinden og ved at græsse med vinden. De kan også finde på at lægge sig ned for at mindske vindens påvirkning, fremgår det af rapporten.

Rapporten giver belæg for, at sunde og raske får med uld svarende til et halvt års vækst kan klare sig uden læskure i vintersæsonen.

»Såfremt der holdes fast i den nuværende lovgivning, bør det ske på baggrund af videnskabelig dokumentation eller veldokumenterede cases fra det praktiske fårehold,« hedder det i rapporten.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle