Testfaciliteter kan fremover også bruges til de mindste grise

SvineRådgivningen har udviklet et nyt koncept under TestGris og bruger fremover babystalde hos Sven Agergaard til at tilbyde specifikke forsøg for de mindste fravænnede grise.

Kuldstørrelsen stiger år for år, og fødselsvægten falder. Som følge heraf bliver der flere og flere små fravænnede grise, som sendes videre til klimastalde.

Den udvikling har SvineRådgivningen set en forretningsmulighed i, og derfor har rådgivningsvirksomheden udvidet sit TestGris-koncept til også at omfatte de mindste grise.

Siden begyndelsen af 2016 har SvineRådgivningen i samspil med ejeren af testfaciliteterne, svineproducent Sven Agergaard, benyttet en række af hans almindelige klimastalde til at teste forskellige fodermidler og tilsætningsstoffer. Nu tages tre babystalde i brug for at efterkomme efterspørgslen på testfaciliteter til små fravænnede grise.

»Der kommer flere og flere fodermidler, der retter sig mod små fravænnede grise. Vi ser en efterspørgsel på området, så derfor har vi oprettet TestGris Baby, der er et testkoncept for de mindste grise. Her kører vi forsøg med to grupper af grise i to uger pr. hold. I alt er 1.200 grise med i et forsøg«, forklarer Niels Ove Nielsen, salgschef for TestGris.

Han oplyser, at der allerede er gennemført tre forsøg i TestGris Baby-regi. Det hidtidige testkoncept er nu navngivet TestGris Flex, hvor der er fire grupper grise, der indgår i en test over fem til seks uger. Samlet 4.000 grise er med i den type forsøg.

Dorthe Carlson fra SvineRådgivningen har en forskerbaggrund og er hver uge forbi testfaciliterne for at følge op på forsøgene og kontrollere foderprøver.

Hun kom til i 2017 som forsøgsleder og mærker god interesse for testfaciliteterne:

»Sammen med Aarhus Universitet har vi udgivet en videnskabelig artikel på baggrund af resultaterne, der er fremkommet ved et foderforsøg her. Det har øget kendskabsgraden til TestGris, og vi har i alt gennemført 19 foderforsøg nu«, siger hun og suppleres af Niels Ove Nielsen:

»Både 2018 og 2019 har været helt udsolgt, og man skal frem til midten af 2020, før et firma kan få testet hos os«, siger han og uddyber mulighederne med TestGris Baby-konceptet.

»Det er de mindste grise, der samler sig meget interesse for, fordi det typisk er dem, som har brug for et alternativ til zink. Det nye koncept er billigere at gennemføre for et firma, fordi det kun kører over to uger, og det muliggør for firmaet en hurtig screening af, om et firma eventuelt skal køre forsøget videre op i klimastaldene«.

Faktaboks

4 facts om TestGris

  1. Hvor: Faciliteterne er beliggende på Sven Agergaards sobedrift Skjoldborg lige syd for messehallerne ved Herning.
  2. Optakt: Da Sven Agergaard ville bygge ny klimastald, så SvineRådgivningen en mulighed for at indgå samarbejde om at opbygge en testfacilitet. Anlægget stod klar i slutningen af 2015 og var bl.a. udstyret med et avanceret fodringsanlæg. 
  3. Muligheder: Med tilkomsten af TestGris Baby er der mulighed for at teste fodermidler specifikt til de mindste fravænnede grise. 
  4. Resultater: En række af de forsøg, der har været udført, er tilgængelige på Svinerådgivningens hjemmeside.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle