Tican-jubel: Det var som juleaften

Likviditet, likviditet, likviditet. For to yngre landmænd betyder andelsejet mindre. I stedet glæder de sig over, at pengene skal hjem på gården frem for at bindes i slagterier.

»Jeg er tilfreds. Meget tilfreds. Det er lige før, at det var juleaften.«

33-årige Keld Kjærsgaard Vidriksen fra Gludsted i Midtjylland lægger ikke skjul på glæden over, at Tican bliver solgt til Tönnies frem for at fusionere med Danish Crown.

Også hos hans andelshaver-kollega i Søren Bonde ved Ringkøbing Fjord, var tilfredsheden til at mærke.

»Det var lige, hvad jeg havde håbet på og drømte om,« siger den 37-årige landmand.

»Det er den mest positive nyhed i min ti-årige karriere.«

For begge svineproducenter er baggrunden for glæden, at de nu ikke skal binde livsvigtig likviditet ved at oparbejde andelskapital i Danish Crown, sådan som fusionsaftalen ellers sagde det. Nemlig 25 øre i år og 10 øre næste år.

Søren Bonde Larsen opgjorde i foråret, at fusionen ville koste ham tre mio. kr.

»At vi ikke skal gennem den udligningsordning gør, at vi overlever. Vi var så småt begyndt at lukke vores butik. Det var blevet lukket helt ned, hvis ikke det her var sket,« fortæller Søren Bonde, der allerede havde halveret sin produktion af slagtesvin fra 100.000 til 50.000 årligt efter fusionsaftalens offentliggørelse i foråret.

Hvad der sker nu, er alt for tidligt at sige. Men at han nu ikke står til at skulle have penge stående i et andelsselskab - men ligefrem i stedet får penge ud for sit andelsbevis, betyder alverden.

Penge at betale regninger med

Samme oplevelse har Keld Kjærsgaard Vidriksen.

»Det kan godt være, at vi ikke kommer til at eje noget af Tönnies eller Danish Crown, men det ejerskab kan jeg ikke betale regninger med. Min bankmand har ikke forståelse for et ejerskab, men han har forståelse for de penge, der kommer,« forklarer han og fortæller, at han skulle betale 600.000 kroner for at komme med i Danish Crown.

»Jeg kan ikke vurdere, om det er rigtigt, hvad der sker med Tönnies eller Danish Crown. Jeg kan bare vurdere, hvad det betyder for min lille biks. Og der er det en bedre forretning med Tönnies,« konstaterer landmanden, der årligt producerer 20.000 slagtesvin.

Sidst men ikke mindst ser de to svineproducenter frem til, at der kommer en slagterivirksomhed med kræfter bag, der kan give Danish Crown kamp om grisene.

»Jeg synes, at det er sundt med konkurrence på det danske marked. Tönnies kommer op og hente 20-25 procent af de danske slagtesvin. Det håber jeg, at Danish Crown kan mærke, så alle opper sig,« slutter Keld Kjærsgaard Vidriksen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle