Ticans ejere bindes til Tönnies i to år

Mens Ticans andelshavere stod til at blive fritstillet i fusionen med Danish Crown, vil det ikke ske med Tönnies. I stedet vil det vare to år, før svineproducenterne kan skifte til andre slagterier.

Der bliver ikke nogen fritstilling og mulighed for at forlade Tican i forbindelse med salget af slagteriet til Tönnies.

Ticans bestyrelse har nemlig besluttet, at det ikke er hele andelsselskabet, der sælges, men derimod kun det underliggende aktieselskab.

Det betyder, at leveringspligten, der i Tican er på to år, fastholdes.

»Det er meget vigtigt for Tönnies, at når de køber et slagteri, at der så er nogle grise. Derfor er det en del af rammeaftalen, at konstruktionen, hvor Tican A.m.b.A. leverer grise til Tican A/S, fortsætter. Derfor bliver der ikke nogen mulighed for at blive fritstillet,« forklarer bestyrelsesformand Jens Jørgen Henriksen.

»Hvis den enkelte ikke vil være med, skal han melde sig ud efter de gældende regler. I dag er det to år.«

Fastholder AmbA

På grund af de meget effektive forhandlinger, der forløb fra onsdag til mandag morgen i sidste uge, udestår en hel mængde af detaljer fortsat i både værdiansættelse og den fremtidige struktur på Tican.

Fast står det dog, at Tican A.m.b.A. skal fortsætte. Det vil sige, at Ticans andelshavere formelt set fortsat skal levere deres grise til andelsselskabet, som så derefter leverer dem til Tönnies.

»Indtil videre kører vi videre med den afregningsmodel, vi har. Vi har en leveringsaftale mellem amba’et og A/S’et i dag, og den kører videre,« forklarer Jens Jørgen Henriksen men åbner dog for, at eventuelle ønsker fra Tönnies kan ændre afregningsmodellen.

Centralt i Ticans ønske står dog, at man fortsat ønsker, at alle andelshavere skal afregnes lige for lige grise. Altså at den enkelte landmand ikke skal ud og forhandle individuelle priser på sine grise.

Hvad bliver prisen på grisen?

Spekulationerne, om hvad Tönnies skal betale for Tican, har været mange i denne uge, men indtil videre har Ticans ledelse holdt fuldstændig tæt blandt andet med henvisning til, at den endelige pris først kendes, når due dilligence-processen er gennemført.

Danish Crowns Kjeld Johannesen har udtalt, at Ticans ejere mister 400 mio. kr. i forhold til, hvis de var fusioneret med det danske andelsslagteri. Ingen i Ticans ledelse ønsker at kommentere dette tal - eller hvad salgsprisen har været, andet end at DC-direktøren er »ude i rene spekulationer«, som Jens Jørgen Henriksen konstaterede det.

»Det er klart, at der er et provenu ud over andelskapitalen på navn, men nu skal Tönnies først have lov til at se i vores bøger. Vi forventer, at vores bogførte værdier holder vand, men de skal have en mulighed for at kigge værdierne igennem. Derfor kan jeg ikke give flere kommentarer lige nu, end det vi har gjort,« forklarer Jens Jørgen Henriksen.

Hvordan pengene til andelshaverne skal udbetales, er der heller ikke en fast plan for. Reglerne for pengene på navn er, at de udbetales over seks år, men bestyrelsesformanden åbner for, at de måske kan udbetales hurtigere. Dertil kommer de penge ud over andelskapitalen, som salget måtte indbringe.

Faktaboks

Tican efter opkøb

  • Tican A.m.b.a fortsætter 
  • Leveringspligt på to år for andelshavere fastholdes

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle